Illustration: TNT ARKITEKTER og CREO ARKITEKTER

0

Skole skabt til bevægelse

Et tæt samarbejde mellem kommune og lokalsamfund har resulteret i en skole med fokus på bevægelse og optimal trafiksikkerhed.

Af Karen Møller Christensen
08. november 2016

Efter sommerferien i år slog Sophieskolen i Nykøbing Falster for første gang dørene op for sine 900 elever. Det er den første skole i Danmark, der er bygget til at understøtte folkeskolereformens krav om mere bevægelse.

"Børnene har taget det til sig og er bare gået i gang med at bruge området. Sådan er børn jo", fortæller skoleleder på Sophieskolen, Jan Axelsen, der har været med hele vejen fra ide til åbning.

Børn såvel som voksne blev inviteret til at deltage i den kreative proces med drømme og visioner, og resultatet er en skole, der er tænkt som et bevægelsesrum med væresteder, opholdssteder og arbejdssteder.

De bløde trafikanter i centrum

Hvor man end kigger hen, er der fokus på bevægelse. Også udendørs, hvor fodgængere og cyklister kan færdes hele vejen rundt om skolen, og der er cykelstativer overalt.

Området omkring skolen er opbygget sådan, at børn kan gå og cykle sikkert til skole, uanset hvor de kommer fra. Fx er parkeringspladserne til biler anlagt i udkanten af skolens område.

Jan Axelsen roser projektet og det ambitiøse arbejde med at skabe et helt område i børnehøjde:

"Processen har været gennemsyret af et meget overordnet perspektiv på trafikkultur og trafiksystem", fortæller han og konkretiserer: "Er der et sted, hvor vi kan vinde tid på skolevejen? Måske skal vi flytte en vej eller lave et kryds? Det gælder om at komme op i helikopteren og se, hvad kan vi gøre bedre. Vi har både kigget på trafikmålinger og belastninger, og vi har lyttet til de mennesker, der bruger vejene og området".

Tæt samarbejde mellem flere parter

Arbejdet med den nye skole og dens infrastruktur begyndte allerede i 2011. Det har været et parløb mellem Guldborgsund Kommune og Byggekonsortium Øst. Men også skolens ledelse og Cyklistforbundets lokale afdeling i Guldborgsund har haft stor indflydelse.

Hans Henrik Burmeister fra Cyklistforbundets Guldborgsundafdeling har oplevet stor opbakning fra kommunen. Han råder alle, der arbejder med lokal cykeltrafik, til at få etableret en god dialog med de lokale myndigheder.

"Og når der først er hul igennem, så handler det om at gøre sig selv uundværlig. Vi har fx lavet rigtig meget research både i morgentimerne og om eftermiddagen".

Den grundige dokumentation har været med til at gøre kommunen lydhør over for afdelingens input til børnenes cykelforhold omkring skolen, mener han.

"Det har faktisk ført til ret store ændringer. Kommunen har inddraget meget af vores arbejde i det endelige resultat, og vi har jo samme mål: Alle kan jo blive enige om, at man ikke kan tillade sig at eksperimentere med skolebørns sikkerhed", siger Hans Henrik Burmeister.

Ny skole - nye tanker

Sophieskolen åbnede officielt i marts 2016. Ud over det faglige får skolen fokus på bl.a. bevægelse og sund kost. Cyklistforbundets lokale afdeling har hjulpet med at udtænke sikre cykelveje omkring skolen. Og i foråret 2017 åbner kommunen en ambitiøs cykellegebane på skolens område. Cykellegebanen bliver til med støtte fra Nordea-fonden og Cyklistforbundet

 

Læs mere

  • Denne artikel blev bragt i medlemsmagasinet CYKLISTER efterår 2016.
    Læs hele magasinet online og gå på opdagelse i arkivet her
  • Cykellegebaner i 10 byer
  • Cyklistforbundet mener, at alle børn skal have mulighed for at cykle trygt og sikkert til skole og fritidsaktiviteter. Læs mere