336

Ta' cyklen til Roskilde

Tag et grønt fodtrin og start årets festival i fællesskab med 250 andre glade gæster - deltag i Cykelevent 2011!

05. maj 2011

I samarbejde med Dansk Cyklist Forbunds SygKlister, Baisikeli og Karmakanonen indbyder Roskilde Festival igen i år til en festlig cykeltur fra Dybbølsbro nærmere betegnet Ingerslevsgade 90 København til Roskilde Festival lørdag 25. juni fra kl. 10-16.

Turen er gratis for deltagere og indbefatter transport af bagage, rullende værksted og mekanikerservice, live DJ via synkroniserede rullende sound systems samt et pitstop undervejs med fadøl, grillpølser, vegetarbuffet og selvfølgelig musikalsk underholdning.

Ruten går i adstadigt tempo gennem det danske sommerlandskab; ud over Amager Fælled og ned langs Køge bugt, og slutter ved festivalens Indgang Øst, hvor bagagen venter.

Med både Karmakanonen og Østerbrokanonen synkront spillende i hver sin ende af feltet er der lagt op til en kæmpestor rullende fest akkompagneret af svedige Balkan beats. Den perfekte måde at reducere sit Co2 forbrug samtidig med, at skyde sin festival i gang med en unik oplevelse.

Tilmelding sker via Roskilde Festivals hjemmeside.

For de hurtige er der mulighed for, at låne en cykel af Baisikeli.

Baisikeli betyder cykel på swahili

Roskilde Festival arbejder igen i år sammen med den socialøkonomiske virksomhed Baisikeli. Baisikeli leverer cykler til årets cykelevent samt udlejer cykler til frivillige og festivalgæster under hele festivalen. Efter festivalen sendes alle cyklerne med container til Afrika, hvor de vil indgå i udviklingen af en bæredygtig cykelindustri.

Baisikelis formål er at gøre cyklen tilgængelig for verdens fattigste - ikke gennem donationer, men gennem udvikling af en bæredygtig cykelindustri i Afrika. En cykel betyder øget mobilitet og dermed mulighed for at skabe et bedre liv med adgang til arbejde, sundhedsydelser og uddannelse i fattige områder med ringe infrastruktur. Udvikling af virksomheder spiller en stor rolle for den økonomiske vækst, og er dermed en vigtig faktor i fattigdomsbekæmpelse. Baisikeli sælger cyklerne til markedspris, så virksomheden ikke skader forretningen for dem, som i forvejen beskæftiger sig med cykler.

Baisikeli arbejder for at uddanne cykelsmede og udvikle en cykelproduktion, som er skabt af afrikanere til afrikanere. I dag er alle solgte cykler i Østafrika importeret. Det skaber en række fordyrende mellemled, og desuden er cyklen slet ikke designet til det afrikanske behov.

Baisikeli skal give overskud. Ikke til fordel for investorer, indehavere og aktionærer, men til fordel for verdens fattigste. Overskuddet geninvesteres altid i virksomheden. Overskud genereret i Danmark må gerne investeres i afrikanske aktiviteter, men overskud genereret i Afrika skal geninvesteres i Afrika. Overskuddet for 2010 er blevet investeret i opstart af ny butik på Vesterbro og etablering af det nye værksted i Mozambique.

Læs mere