Flere skal cykle
0

Tidlig (lille) julegave til cyklister

Der er sat penge til cykling af på finansloven. En god start, men der skal mere til, siger Klaus Bondam.

Af Jørgen Schlosser
03. december 2019

Så kom finansloven for 2020 på plads, og den indeholder en tidlig julegave til landets cyklister. Ikke verdens største gave, men alligevel. Partierne bag finansloven har sat 50 millioner kroner af til en cykelpulje til fremme af cyklisme. Puljen er målrettet kommunale cykelprojekter, og der forudsættes kommunal medfinansiering på 50 pct. af anlægsudgiften. Det betyder, at der samlet bliver investeret 100 millioner kroner i bl.a. nye cykelstier.

Cyklistforbundets direktør, Klaus Bondam, glæder sig over, at Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet har valgt at prioritere cyklen.
- Det er en god start og godt, at der sker noget på cykelområdet allerede i år. Vores egen undersøgelse, cykelland.nu fra i år viste, at der er kæmpestort behov for fx nye cykelstier, belysning og forbedringer, og vi er glade for, at det tilsyneladende har gjort indtryk på Christiansborg. Men vi må også sige, at vi har behov for en meget større cykelpulje i et kommende forlig om infrastruktur, hvis vi virkelig skal rykke, siger Klaus Bondam.

Han håber, at en del af finanslovspuljen kan bruges til initiativer, der mere bredt understøtter cykling.
- Vi har behov for mere viden og for rådgivning og information, der får flere ud af bilen og over på cyklen; tiltag der fx gør, at flere ser elcykler og speedcykler som et reelt alternativ til bilen – også til erhvervsmæssig transport. Hvis vi skal nå klimamålene, skal vi have flere til at cykle, siger Klaus Bondam.