284

Transportministeren vil se på færgepriser

Det er for dyrt at få cyklen med på færgen.

Af Cyklistforbundet
08. august 2011

En af forhindringerne for øget cykelturisme i Danmark er, at det simpelthen er for dyrt at medtage cyklen på færgen mellem landsdelene. På Mols-Liniens rute mellem Sjællands Odde og Ebeltoft er det mellem dobbelt så dyrt og helt op mod femten gange så dyrt at vælge cyklen frem for bilen.

I søndagens udgave af Politiken understreger transportminister Hans Christian Schmidt (V), at det både handler om turisme, men også om miljø og folkesundhed. Han er forarget over prisforskellene og mener ikke at Mols-Liniens prispolitik giver mening. Han vil nu tage et møde med færgeselskaberne om hvad, der kan gøres for at forbedre vilkårene for cykelturisterne.

Cyklistforbundet overvejer lånebiler

Hos Cyklistforbundet ser turismechef Claus Rex frem til, at der vil blive set kritisk på problemet.

"Vi modtager hvert år en del henvendelser omkring billetpriser på færgeoverfarten, og det ærgrer os hver eneste gang. Så meget at vi har spøgt med at parkere en lånebil i hver ende af færgeruten, som forbundets medlemmer kunne køre ombord på færgen, og så aflevere igen på den anden side, " siger han.

Men han ser hellere at problemet løses indefra, og prisforskellen på cykler og biler begrænses.

"Det er ikke rimeligt hvis tilfældige prissætninger skal begrænse den danske cykelturisme. Men sådan har det været, og derfor er vi naturligvis glade for at ministeren er gået ind i sagen," siger Claus Rex.