Vi cykler gerne langt til arbejde. Foto: Mikkel Østergaard

Der er ikke mange cyklister i provinsen, skriver Politiken. Foto: Cyklistforbundet/Mikkel Østergaard

141

”Vi cykler mindre – uden for storbyerne,” skriver Politiken

Klar sammenhæng mellem investeringer og antal cyklister

Af Frits Bredal
02. september 2013

”På landet lader vi cyklen blive hjemme,” står der på forsiden af Politiken lørdag d. 31. august. På baggrund af tal fra et arbejdspapir i Transportministeriet konkluderer artiklen, at danskerne cykler mindre uden for storbyerne. Læs artiklen her

I artiklen fremhæver Cyklistforbundets direktør dog, at cyklismen har det fint i nogle landkommuner:

”Der er en meget klar sammenhæng mellem, hvor meget en kommune investerer i cykelstier, cykelparkering ved tog og busser og anden cykelinfrastruktur og kampagner – og så hvor meget kommunens borgere cykler,” siger Jens Loft Rasmussen til Politiken og henviser til f.eks. Varde, Vejen, Randers og Roskilde som eksempler på kommuner, hvor cykelinvesteringer har givet flere cyklister.

Cykelpuljen skal fordobles

 

Jens Loft Rasmussen siger samtidig til Politiken, at Cyklistforbundet ønsker en fordobling af den nuværende statslige cykelpulje, der udløber i 2014. Mange af kommunernes cykelinvesteringer kan kun lade sig gøre med hjælp fra cykelpuljen, der indeholder en milliard kroner, som fordeles over frem år. Cyklistforbundet ønsker dette beløb hævet til to milliarder.

”Men to milliarder er rigtig mange penge,” udtaler transportminister Pia Olsen Dyhr, der i første omgang kun vil sige, at ”cykelpuljen har været en kæmpe succes, som jeg arbejder for at få forlænget.”

Cyklistforbundet mødes med transportminister Pia Olsen Dyhr d. 19. september. Blandt emnerne for mødet i Transportministeriet er den statslige cykelpulje og den nye nationale cykelstrategi.