131

Vi glemmer ikke lygterne

Størstedelen af brugerne på dcf.dk har sørget for at de aldrig glemmer cykellygterne

29. november 2011

December nærmer sig hastigt og udenfor er det allerede mørkt som graven.

I mørket blinker det punktvist fra lys og pærer og lygter. I mange forskellige farver: hvide, røde og gule.

De sidder fast

Men det er ikke kun fra boderne på julemarkederne rundt omkring i landet at lysene blinker. Heldigvis er der også lys på cykelstierne, når pedaltramperne bevæger sig gennem mørket fra arbejde eller skole.

Vi spurgte brugerne af dcf.dk, hvad de gør, hvis de har glemt cykellygterne, og mørket er faldet på.

Hele 63 % af respondenterne svarede at det problem ikke er aktuelt for dem. Det overvejende flertal af de 75 brugere, der svarede, glemmer aldrig lygterne; de sidder nemlig fast på cyklen.

Er du en af de lysløse?

Mens flertallet tager den sikre vej gennem mørket, gør en femtedel af respondenterne, hvad de kan, for at være usynlige for medtrafikanterne.

Hvis de en dag har glemt cykellygterne eller batterierne er gået døde i løbet af dagen, vælger den rebelske femtedel at bevæge sig lysløse hjemad.

Derudover svarer otte procent at de godt kan finde på at køre uden lys, hvis de har meget travlt, mens hver tiende af respondenterne enten trækker hjem eller køber et nyt sæt cykellygter, inden de bevæger sig ud på cykelstien.

Børnene har også lys på – med Ludvig

Hvor mange 4. klasses elever, der har været inde og svare på vores spørgsmål, siger undersøgelsen intet om, men at børnene cykler med lys er helt sikkert.

Siden 1. november har mere end 42.000 børn fra landets 4. klasser deltaget i Cyklistforbundet store cykellygtekampagne, Lys på – Med Ludvig.

Det er sjette år i træk, at kampagnen har sat lys og fokus på børns synlighed i trafikken, og hvert år kommer der flere børn til. Årets udgave afsluttes i morgen, onsdag.

Deltag i Cyklistforbundets mini-undersøgelser

Allerede nu kan du svare på det næste spørgsmål. Du finder det på forsiden - nederst til højre. Denne gang spørger vi om politiet har tjek på færdselsloven for cyklister.

Emneord: Lygter