osende biler

Transportområdet er ansvarligt for en tredjedel af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser, skriver Cyklistforbundet i Politiken.

228

Vi mangler en klimaindsats

Cyklistforbundet efterlyser initiativ og handling på klimaområdet. Læs debatindlæg i dagens Politiken.

Af Christina Britz Nicolaisen
17. december 2012

"Vi undrer os dybt over manglen på initiativ i forhold til de enorme miljø- og klimaproblemer, der tårner sig op." Sådan skriver Jens Loft Rasmussen og Frits Bredal - hhv. direktør og kommunikationschef i Cyklistforbundet - i et debatindlæg i Politiken i dag.

Det ser sort ud

Det går den gale vej på både klima- og miljøområdet, mener debattørerne. Hvert år øges CO2-udslippet. Alligevel er der hverken initiativer eller forandringer i sigte:

"Som i en amerikansk katastrofefilm er orkanen med voldsom fart på vej ind over os. Vi sidder i firehjulstrækkeren og lytter til dommedagsprofetierne i bilradioen, men fortsætter ufortrødent lige ud af landevejen. Indtil flodbølgen rammer os", står der i debatindlægget.

Handlingslammelse på klimaområdet

Forfatterne fremhæver transportområdet som et eksempel på den handlingslammelse, der dominerer miljø- og klimaområdet:

"I lille Danmark står det muligvis ikke så slemt til som mange andre steder i den store verden, men også her er vi ramt af en bemærkelsesværdig form for handlingslammelse. Transportområdet, ansvarligt for en tredjedel af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser, er et skræmmende eksempel. I stedet for systematisk at tænke i nye klimavenlige løsninger fortsætter hele det transportindustrielle kompleks, som om vi befandt os i de glade 60' ere og ikke i et århundrede med global opvarmning: Vi skal have flere motorveje, så vi kan få endnu flere biler - som igen kræver flere motorveje med plads til flere biler."

Pedalkraft er en del af løsningen

"Hvis vi skal nå målet om at gøre det danske transportsystem fri for fossile brændstoffer i 2050, skal fire gange så mange som i dag på landsplan hoppe op på cyklen i stedet for at sætte sig ind i bilen, konkluderede Teknologirådet i en ny rapport tidligere på året. Pedalkraft er en del af løsningen, ikke bare i Danmark, men i en større sammenhæng", står der i indlægget.

Debattørerne påpeger - med tal fra den engelske avis The Guardian - at hele EU vil kunne nedbringe udledningen af CO2 med 25 % hvis alle EU-borgere begynder at cykle ligeså meget som i danskerne. Hvorfor bliver der så ikke brugt flere penge på cykelstier og færre penge på motorveje?

Videnskaben og Verdensbanken advarer

"Klimaforandringerne truer med helt grundlæggende at gøre vores planet til et mindre behageligt og et mere farligt sted, advarer f. eks. Verdensbanken. Foreløbig er advarslerne blevet ignoreret, men nu må nogen gøre noget", fastslår debattørerne, og slutter med denne opfordring:

"I stedet for at bygge en motorvej til fortidens fossile transportformer, bør vi bygge en cykelsti til fremtidens grønne og bæredygtige transportformer."

 

Hele debatindlægget blev bragt i Politiken (17/12-2012)

 

 

 

 

 

 

 

 

Emneord: Debat, Miljø