Holdkammeraterne cykler i byer som Riga, Bonn, Bruxelles, Bratislava, og Ljubljana - og mødes kun i den virtuelle verden.

145

WHO Europa cykler til arbejde

World Health Organization (WHO) er eksperter i sundhed. I København har WHO's medarbejdere for længst opdaget, at det er sundt at cykle, og hver femte kollega er med i "Vi cykler til arbejde". Nu opfordrer sundhedsorganisationen sine europæiske kollegaer i lande uden for Danmark til også at springe i cykelsadlen i maj måned.

Af Christina Britz Nicolaisen
17. maj 2013

Bike to Work

Medarbejderne i WHO i Danmark er vilde med at cykle til arbejde. Sundhedsorganisationens europæiske hovedkontor har til huse i Københavns Nordhavn, og her deltager omkring hver femte medarbejder i årets "Vi cykler til arbejde"-kampagne.

Men kollegaerne fra hovedkontoret i Danmark er faktisk blevet så glade for at cykle til arbejde, at de gerne vil dele cykelglæden med alle deres europæiske kollegaer. Og med afsæt i "Vi cykler til arbejde" er det nu lykkedes for WHO Europa at samle 72 kollegaer i en tværeuropæisk Bike to Work-kampagne.

En cykeltur om dagen holder lægen væk

Kollegaerne i Europa refererer til hovedkontoret i København, men rent fysisk er de spredt ude over mindre kontorer i 53 lande. Derfor har det været nødvendigt at samle cykelhold på tværs af landegrænser. Det fortæller Dr. Clemens Plickert, der er personalelæge (Regional Staff Physician) og tovholder på projektet:

”Vi har fx sat "Bike to Work"-hold sammen af kollegaer fra Riga, Bonn, Bruxelles, Bratislava, og Ljubljana. Men holdkammeraterne mødes i den virtuelle verden og holder sig ajour med hinandens ture og resultater via intranettet. Så selvom de ikke sidder i samme by, får de alligevel nogel fælles oplevelser. Og det er rigtig god teambuilding”, siger personalelægen.

Det er dog primært i sundhedens tjeneste, at WHO Europa har taget initiativ til den tværeuropæiske kampagne:

"En cykelkampagne er en rigtig god måde at få kollegaerne i gang med at motionere. Og det er vigtigt for mig, at medarbejderne er sunde og i god form - jeg er jo personalets læge", siger Dr. Clemens Plickert.

Jerevaneserne går til arbejde

WHO Europa har dog måtte bøje reglerne for nogle deltagere i "Bike to Work". For kollegaerne i cykelvenlige København er det jo ingen sag at springe i cykelsadlen på vej til arbejde. Men for nogle af de regionale WHO-officerer rundt omkring i Østeuropa er det simpelthen ikke muligt at vælge cyklen:
 
”I Armeniens hovedstad Jerevan er infrastrukturen decideret uegnet til cykling. Derfor har deltagerne også fået mulighed for at vælge at gå eller løbe til arbejde i kampagne-perioden”, forklarer Dr. Clemens Plickert.

Både "Vi cykler til arbejde" og "Bike to Work" kører i hele maj måned, og det er andet år i træk at det europæiske hovedkontor i København inviterer kollegaerne i resten af Europa til at cykle med.