Bagdele er vidt forskellige - så ja, de har brug for forskellige sadler for at sidde godt.

963

Mål din numse - kend din sadelbredde

Sadlens bredde er i høj grad afgørende for, om du sidder godt. Find et stykke bølgepap, en tus og et målebånd frem. På 5 minutter kan du finde ud af, om din sadel har den rigtige bredde.

Af Rikke Ravn

1. Det skal du bruge:

  • et stykke bølgepap, der er lidt større end din bagdel
  • en tus
  • et målebånd eller en lineal

2. Sid ned!

Læg pappet med bølgerne opad på en plan overflade. Fx en skammel eller et lavt bord. Tøm baglommerne og sæt dig på pappet.

3. Sæt et tydeligt aftryk

Brug din vægt og vug lidt fra side til side, uden at flytte dig. Du kan skiftevis mærke sædeknoglen i højre og venstre side trykke mod pappet. Det er dem, du vil måle afstanden imellem.

4. Frem med målebåndet

Når du rejser dig er der to små runde mærker på pappet, ca 5 cm i diameter. Det er der, hvor dine sædeknogler har trykket bølgerne flade. Tegn cirklerne op med en tus og marker midten af hver cirkel. Mål afstanden fra midten af den ene cirkel til midten af den anden.

5. Læg lidt til dit mål

Før du er klar til at gå på jagt efter en sadel i den optimale bredde, skal du lægge lidt til det mål, du har taget. Hvor meget, du skal lægge til, afhænger af, hvordan du sidder på cyklen:

  • Racer: Læg ca. 1 cm til, hvis du sidder meget foroverbøjet på en racercykel
  • City: Læg 2-3 cm til, hvis du sidder let foroverbøjet på en citybike
  • Classic: Læg ca. 4 cm til, hvis du sidder ret op på en komfortabel hverdagscykel 

PS: 

Desværre er markedet for cykelsadler smalt, så der er ikke garanti for, at du kan finde en sadel i præcis din bredde. Nogle cykelhandlere bestiller sadler i alle bredder hjem fra udlandet, så det er værd at spørge. 

Dét kan du gøre

  • Smut ud til cyklen og mål den effektive siddeflade på din sadel. Passer den til det mål, du har fundet ved at bruge vores guide? 
  • Hvis sadlen ikke passer, så tag dit sadelmål med til en god cykelhandler.