0

Giv din cykel et lykkeligt efterliv

Cykler ender ofte som skrot, selvom om de langt fra er udtjente. Men der er langt bedre løsninger, når du skal af med din gamle cykel. Her får du fem gode råd til genbrug.

Af Morten Bracker
Artiklen er fra medlemsmagasinet CYKLISTER
Læs pdf

Ifølge Danmarks Statistik importerer vi i gennemsnit mere end 500.000 cykler om året. Mange af dem kommer helt fra Kina og Taiwan, og når de skrottes, sejles alt det tunge jern retur, hvor det smeltes om. Det er en streg i regningen for miljøet, når cyklen sagtens kan få et meget længere og lykkeligere liv. 

En lang række både offentlige og private aktører gør en stor indsats for at sætte genbrug af cykler i system, og tendensen er uden tvivl i vækst. Er du træt af din gamle cykel, kan du derfor med god samvittighed sagtens skifte den ud. Dels kan din brugte cykel med stor sandsynlighed genbruges, og dels kan du også selv overveje at anskaffe dig en ‘ny’ brugt cykel, når du er træt af den gamle. 

Sådan forlænger du cyklens liv:

1) Sælg din cykel til en cykelhandler 
Flere og flere cykelhandlere begynder at gøre det til en forretning at sætte gamle cykler i stand og sælge dem igen. Slidte dele udskiftes og hele kadaveret får en opdatering, så cyklen kan leve mange år endnu. På den måde tjener både du og cykelhandleren lidt penge, og din brugte cykel genbruges.

2) Sælg din cykel privat
Du kan selvfølgelig også vælge at sælge din brugte cykel i Den Blå Avis eller anden brugtbørs og måske få lidt mere for den. Er du på udkig efter en "ny" brugt cykel, kan du ofte også prutte dig til en rigtig god handel her. Til gengæld kan det være en god idé at tage et smut forbi din lokale cykelsmed og få tjekket den nyerhvervede cykel efter.

3) Giv din gamle cykel til en god sag 
Mange organisationer tager gerne imod brugte cykler til velgørende formål. Det kan for eksempel være cykler til skolebørn i Sydafrika, cykler der skal skabe bæredygtighed i Mozambique eller cykler til socialt udsatte eller til flygtninge i asylcentre. Projekterne er mange, og det er bare at søge på internettet efter fx "brugt cykel til velgørenhed", så dukker der masser af muligheder op.

4) Aflever din gamle cykel til genbrug
Hvis du afleverer din gamle cykel på genbrugsstationen, vil metallet blive genanvendt. Det sendes til skrot, omsmeltes og anvendes på den måde til nye produktioner. Om din cykel bliver til en cykel igen eller en vaskemaskine er dog uvist. Mange af de cykler, der afleveres på genbrugsstationen, bliver dog slet ikke skrottet, men sat i stand og solgt videre igen. På din kommunes website kan du oftest finde link til din nærmeste genbrugsstation.

5) Køb cykel på politiets auktioner
Mange cykler stjæles hvert år og finder ofte aldrig tilbage til deres ejere. Enten fordi de sendes ud af landet, eller fordi de ender som skrot. Hvis cyklen havner hos politiet, og den vurderes at have en værdi på mindst 500 kroner, sælger de den til gengæld videre på auktion. Skal du bruge en "ny" brugt cykel, er dette derfor et oplagt sted at gå på opdagelse. Måske du kan gøre et godt køb.