Pumpe og ventil skal passe sammen - ellers ender du med sorte fingre og flade dæk.

24
719

Lynguide til velpumpede dæk

At pumpe en cykel er ingen videnskab. Men ventiler og pumper kan godt drille, så du står tilbage med sorte fingre og flade dæk. Vi lynguider, så du hurtigt kommer ud at rulle.

Af Torben Laursen og Rikke Ravn
28. maj 2013

1. Pump en gang om ugen

Når du pumper cyklen, holder en god slange samme tryk i op til en uge. Så hvis du vil rulle optimalt, er det fint gøre det til en søndagsvane at bruge 5 minutter på at pumpe cyklen. Skal du pumpe oftere, har du det, man kalder en siver - ofte forårsaget af en defekt ventil. 

 

2. Pump ikke for hårdt

Mange tror, at jo hårdere man pumper et dæk, jo lettere ruller det. Det er til en vis grad sandt. Men alle dæk har en maxgrænse for, hvad de kan holde til, og du vinder ikke noget ved at overskride den. 

Maxgrænsen står på dækket, og hvis din cykelpumpe har en dæktryksmåler, er det nemt at holde dig under grænsen. Men du behøver ikke en trykmåler. Prøv at trykke med et par fingre på dækkets slidbane, når du har pumpet:  

  • Smalle dæk på fx racere og touringcykler skal pumpes relativt hårdt. De skal ikke give sig det store, når du trykker. 
  • Brede dæk på fx mtb og crosscykler skal have et lavere tryk for at rulle optimalt. De skal give sig lidt et par milimeter, når du trykker.  

3. Kend din ventil

Ventil og pumpe skal passe sammen, ellers kommer du til at stå og svede over udstyr, der ikke vil samarbejde.

Der findes tre ventiltyper på markedet: Racer- og autoventil er de nye standarder, mens den gamle dunlopventil langsomt er ved at udgå.

Nogle pumper passer til alle typer ventiler, andre gør ikke. Køber du en ventil-adapter hos cykelhandleren, kan du bruge flere typer pumper til din ventil. Adapteren er lille, så den kan ligge i din pung – og så er du beredt! 

Ventiltyper: Racer (t.v.), Dunlop (i midten) og Autoventil (t.h.) 

  • Racerventil (Presta-ventil) sidder ofte på racere og touringcykler. Du skal åbne den lille prop i spidsen af ventilen, før du kan pumpe. Hvis du har en ventiladapter, kan du pumpe dine racerdæk på tankstationen.
  • Dunlop-ventil (almindelig ventil) sidder ofte på børnecykler og klassiske cykler. Tit kan man bruge racerventil-hullet på en cykelpumpe til en Dunlop-ventil.  
  • Autoventil (Schrader-ventil) sidder ofte på brede dæk – fx på MTB, BMX og ladcykler. Skal pumpes med et særligt ventilhoved, der trykker den lille udløser i ventilen ned.  Ventilen bruges også på biler og kan pumpes på tankstationen.

4. En pumpe er ikke bare en pumpe

Cykelpumpers kvalitet er svingende. Nogle er svære at sætte fast på ventilen. Andre kræver hårdt arbejde, når der skal pumpes. Og desværre hænger pris og kvalitet ikke altid sammen.

Når du køber en pumpe:  

  • Vælg den rigtige størrelse: Der er en verden til forskel på små og store pumper. Overvej dit behov. Vi anbefaler som udgangspunkt en lynhurtig fodpumpe til hjemmebrug og en god minipumpe til turen.
  • Prøv at pumpe med den: Virker den solid? Er der slør i pumpen? 
  • Mærk, hvordan den ligger i hånden: Er håndtaget behageligt? Kan du få ordentligt fat?
  • Det praktiske: Passer den til din ventil? Virker ventiladapteren solid? Er det nemt at aktivere låseanordningen? 

 

5. Hold dine dæk rene

Kig af og til dine dæk efter for småsten og glassplinter, der gnaver sig ind i dækket og kan ende med en punktering. Dæk bliver i øvrigt møre med alderen - er der begyndende revner i dem, er det tid at udskifte dem. 

 


 

 

 

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder

24 kommentarer

  • Af Lise Hadziantoniou 28. maj 2013
    Adapteren lyder som en god ide. Kan I bringe et foto eller ved enhver cykelhandler, hvad der menes, og hvad koster den ca.?
  • Af Christian Oxenvad 28. maj 2013
    Jeg kan varmt anbefale en SERFAS fodpumpe, hvis gedigne ventilkobling passer til både racer- og autoventil uden at skulle ændre noget. Fås både hos danske importører og på nettet. Den bedste jeg har haft. Jeg gav ca. kr. 500,- på nettet.
  • Af Rikke Ravn, Cyklistforbundet 28. maj 2013
    @Lise: Der findes flere forskellige slags adaptere, alt efter behov. Cykelhandlerne kender dem godt - ofte har de dem til udlån, så alle kan bruge deres trykluftspumper ved butikken. Vi har ikke selv billeder af adapterne, men du kan fx kigge her: http://www.cykler.dk/ventil-adapter.aspx
  • Af Lisbeth Ringsholt 28. maj 2013
    En meget nyttig vejledning. Jeg har somme tider problemer med mine (forskellige) ventiler, men nu er jeg blevet meget klogere! Og rådet om SERFAS fodpumpe lyder også som noget, jeg kan bruge!
  • Af Carsten Rasmussen 28. maj 2013
    Fin artikel. Hvis jeg skal købe en lille kompressor til brug for pumpning af cykel, er der så noget jeg skal tage hensyn til? Hvor bar, skal den kunne leverer?
  • Af Pierre Laraignou 28. maj 2013
    En adaptor kaldes for en "pariser-nippel" og er i princippet et ca. 3 cm langt messingrør med indvendigt gevind, så den kan skrues på ventilen. Der er også udvendigt gevind i den anden ende, så man kan have den siddende fast på sin ventil hele tiden og med ventillåget påskruet, så den ikke blive snavset indvendigt.
    På en racerventil er det at betragte som en fortykkelse af stedet hvor pumpen fastsættes, så enden bliver så stor som på en autoventil. Har du pariser-niplen monteret hele tiden og kører rundt med den, så husk at løsne/henholdsvis stramme racerventilens topstykke (der jo er "inde" i pariser-niplen) efter pumpning. En pariser-nippel bør enhver "racercyklist" have med sig hele tiden. Fås hos alle cykelhandlere til en billig penge.
  • Af Steffen Meyer 28. maj 2013
    Adapter/Pariser-nippel: http://www.harald-nyborg.dk/images/600/4066.jpg
  • Af Per Holm 28. maj 2013
    Det vigtigste er at holde dæktrykket inden for de grænser som er angivet på dækkets sider. Særlig vigtigt er dette ved dæk med Kevlar-indlæg for hvis indlægget først ødelægges på grund af kørsel med for lavt dæktryk vil de brudte fibre konstant punktere slangen til man bliver træt og køber et helt nyt dæk.

    Og så bør man holde sig til Schrader (auto-) ventiler således at man bare skal finde frem til den nærmeste servicestation for at få målt og vedligeholdt sit dæktryk. Nogle anlæg til bildæk leverer kun tryk op til 4 atm og det er selvfølgelig ikke nok hvis cykeldækket skal pumpes op til 6 atm eller mere, men i en nødsituation kan det være bedre end ingenting.
  • Af Jørn Strunge 28. maj 2013
    En pariser nippel kaldes også visse steder en pariser muffe. Og jeg er træt af, at der ikke er én standard på cykelventiler ... lige nu har jeg en dunlop på forhjulet og en racer på baghjuler ... endda sat på af en autoriseret cykelhandler ... nogen der kende en nem lille cykelpumpe der kan dunlop og racer uden pariser muffe (min bliver altid væk (eller bortfjernes).
  • Af Martin, Fyn 28. maj 2013
    http://bikespace.dk/catalogsearch/result/?q=ventiladapter
  • Af Rasmus Møller 28. maj 2013
    Jeg bruger denne tire pressure guide fra Fran Berto - husk at vægten er per hjul

    http://www.biketinker.com/wp-content/uploads/2010/08/BQ_berto_inflationgraph_2.jpg
  • Af Anders Rohde 28. maj 2013
    Den bedste pumpe til cykelturen er en gas-patron.

    Så har man en pumpe på 2x8cm som ikke fylder noget, og den kan være helt lille fordi man ikke manuelt skal pumpe noget.

    Se f.eks. denne:
    http://www.heino-cykler.dk/Tilbehør/Pumper/Bontrager/Bontrager%20-%20Air%20Rush%20Regulator%20-%20Pumpe.html

    Patronerne er universelle og kan købes for omkring 10kr per styk. Så er man hurtigt videre.
  • Af Søren Frømann 29. maj 2013
    Lezyne laver nogle æstetisk meget flotte ting, bl.a. en fodpumpe til ca 350 på nettet. Også Blackburn kan fås til ca 350.- googl dem!
  • Af Johnny Malmberg 29. maj 2013
    @ Lise:
    T.Hansen har to typer:
    Til almindelig/Dunlop:
    http://www.thansen.dk/product.asp?c=9016911536&n=-1351314767&pn=-883614890
    Til auto:
    http://www.thansen.dk/product.asp?c=9016911536&n=-1351314767&pn=-883614892
    Cykelpartner.dk har et større udvalg:
    http://www.cykelpartner.dk/pumper-og-tilbehoer/tilbehoer-til-pumper_8453_8575~c.html
    Jeg synes også jeg har set dem i Bilka.
  • Af Rikke Ravn, Cyklistforbundet 29. maj 2013
    @Carsten: Hvis du skal pumpe mtb-dæk eller andre dæk, der ikke skal have så højt et tryk, så kan en lille, billig kompressor som regel godt klare opgaven. Men de har svært ved at pumpe højtryksdæk på racere, hvor der skal leveres 8-9 bar. Du skal lige have med i tankerne, at en kompressor larmer temmeligt meget. Hvis du gerne vil nå et højt dæktryk hurtigt og uden sved på panden, så er et rigtigt godt bud en fodpumpe i god kvalitet. Mener vi :-)
  • Af Søren 29. maj 2013
    Hvis du vil undgå punkteringer skal du holde et højt men ikke for højt dæktryk. Pump til ca. 20 % under maksimalt dæktryk. Hvis du pumper dækken hårdere vil du punktere oftere, det er i hvert fald min erfaring.
  • Af Susanne Aarøe 30. maj 2013
    Dæktryk står på dækket. Efter min mening står der ret meget på dækket, kunne i forklarer det lidt nærmere.
    Mvh.
    susanne
  • Af Knud Henrik 30. maj 2013
    Det er min udokumenterede erfaring, at racerventiler holder bedre tæt end autoventiler. Kan I verificere det?
    I øvrigt har jeg ikke haft en eneste punktering i otte (8) år! Jeg tilskriver det to forhold:
    1) Jeg kører på Schwalbe Marathon Plus-dæk. De giver en lidt større rullemodstand end mange andre dæk, men det er altså virkelig fedt at slippe forpunkteringerne.
    2) Jeg holder mine dæk hårdt pumpede, gerne 5-10 PSI over det max-tryk, der står på siden af dækket.
  • Af Rikke Ravn, Cyklistforbundet 4. juni 2013
    @Susanne: Når du ser efter max-dæktrykket på dit dæk, skal du kigge efter et tal i bar eller psi, som er de enheder man måler dæktryk i.
  • Af Rikke Ravn, Cyklistforbundet 4. juni 2013
    @Knud Henrik: Jeg har forhørt mig hos fagfolkene i Cyklistforbundets butik. De har ikke den erfaring, at racerventilen skulle holde bedre tæt end autoventilen - til gengæld roser de den for at være nemmere at pumpe, særligt ved et højt tryk.
  • Af Jørgen 4. juni 2013
    Min kone kan ikke finde ud de der racer ventiler. Til i andre som kæmper med pumpning. Helt banalt, husk at tage støvhætten af inden du pumper ( det er ikke for sjov) husk dernæst at løsne den lille omløber som sidder på toppen af ventilen. Så er du næsten klar, du mangler kun lige at trykke på toppen af ventilen for at løsne den ( der siver luft ud ) således at ventilen åbner når du pumper.
    Hvis du ikke gør det sidste kan du opleve at det næsten er umuligt at få luft i slangen.
  • Af Bjørn Petersen 4. juni 2013
    Ærgerligt at Dunlop-ventilen er på vej ud. I modsætning til de andre er den nem at betjene og fungerer altid.
  • Af Maren Munk-Madsen 10. juni 2013
    Rigtig godt med denne vejledning. Har dog en lille kommentar til det med ventiltyper. Om racerventilen står der ikke at man skal skrue på ventilen (den lille prop) for at åbne den. Det bør nok være med i vejledningen en anden gang. Jeg har oplevet, at nogle ikke ved, at man skal skrue den åben for at kunne få luft i dækket :-)
  • Af Kirsten 20. august 2013
    Jeg har problemer med min racerventil - jeg kan sagtens få luften ind i dækket, men når jeg skal stramme ventilen for at lukke den oigen, når jeg er færdig med at pumpe ryger der en masse luft ud, og så kan jeg starte forfra... hvad gør jeg forkert ;-)