Foto af panda

Sorte ringe om øjnene klæder kun en panda - men det og meget andet er der heldigvis råd for!

744

10 grunde til at kvitte cyklen

Når bilnøglerne frister, er det let at finde på undskyldninger for ikke at cykle i dag. Vi rydder de værste af vejen her.

Af Rikke Ravn

Undskyldning 1: Jeg magter ikke hjelmhår!

Løsning: Hjelmhår kan ikke undgås, men du kan minimere skaden ved ikke at style håret før turen. Læg håret fladt til hovedet, så hjelmen ikke presser det fast i sære faconer. Tag børste, skum eller voks med og sæt håret efter turen. En hårtørrer gør underværker! Eksperimenter med frisuren – hestehaler, fletninger, helt korte klipninger eller slikhår á la L.O.C. går godt til hjelm.

Undskyldning 2: Jeg bliver våd på ryggen!

Løsning: Træt af den våde plet på skjorten under rygsækken? Af med rygsækken – på med en cykeltaske på bagagebæreren. Du får med ét smæk: mindre sved, mindre slid på jakken og mindre tryk på skuldrene. Se fx udvalget i Cyklistforbundets butik

Undskyldning 3: Jeg kan ikke cykle med min kaffe!

Løsning: Du skal bare lige have en kopholder til styret! Fx denne fra Kobe

Undskyldning 4: Jeg punkterer hele tiden!

Løsning: Læg et dækindlæg mellem dæk og slange – det løser problemet! Vi anbefaler mærket Ciclolinea til ca. 100 kr. pr. stk. hos velassorterede cykelhandlere. Kan du lappe en cykel, kan du også montere dægindlæg. Pump godt bagefter, så mærker du stort set ikke indlæggene.

Undskyldning 5: Min vej er for kedelig!

Løsning: Når du har 5 minutter og en computer, så tjek lige, om du kan bytte dit lange lige stræk eller den befærdede vej ud med en, der er kønnere og grønnere. Find nye veje med Cyklistforbundets ruteplanlægger Cyclistic.dk eller med Naviki.org

Undskyldning 6: Man kan jo ikke handle på cykel!

Løsning: Jo man kan – men man skal lige have en cykel med det rigtig udstyr. Få plads til indkøb, laptop, børn og dyr – læs vores miniguide ”Sådan pakker du pendlercyklen”

Undskyldning 7: Min cykel bliver bare stjålet!

Løsning: Der er mange sikringssystemer under udvikling – men det sikreste er stadig: Lås din cykel fast med en ekstra kædelås. 

Undskyldning 8: Min mascara løber ud!

Løsning: Sorte ringe om øjnene klæder kun en panda – så når vand og vind får mascaraen til at løbe, siger vi: 1) Køb en vandfast mascara. Eller 2) Læg mascara efter turen. Eller 3): På med en kasket, der skåner øjnene. Vi hælder til en kombination af 1 og 3!

Undskyldning 9: Jeg får olie på bukserne!

Løsning: Du skal bruge et sæt gammeldags cykelklemmer – eller et sæt fine nymodens ditto 

Undskyldning 10: Mine arme er for korte!

Løsning: … Nej! Den undskyldning hopper vi ikke på – op på cyklen og ud i verden!

 

Flere gode råd om at cykle til arbejde

Emneord: Pendling, Udstyr