Vintercykling i Kasakhstan. Den vinter camperede Jonathan i 20 graders kulde. Foto: Jonathan Kambskard-Bennett

Begynderen

Jonathan havde aldrig cyklet længere end femten kilometer i træk, da han forlod London og satte kurs mod øst. Nu har kilometertælleren ramt 50.000 kilometer.

Af Jonathan Kambskard-Bennett (tekst og foto)
Artiklen er fra medlemsmagasinet CYKLISTER
Læs pdfLæs i browser (issuu)

Verden er stor, og den er dækket af veje. Der findes mennesker, som kan planlægge i årevis, når de overvejer at rejse ud i verden. Men jeg blev bare træt af at arbejde og fik en ide. Jeg ville sætte kurs ud af byen og cykle så langt mod øst, som jeg kunne.

Allermest drømte jeg om at nå Australien og cykle tværs over landet. Men jeg havde ingen erfaring med at cykle langt. Altså bogstaveligt talt ingen erfaring. Faktisk havde jeg aldrig cyklet længere end femten kilometer – den afstand, jeg plejede at pendle til mit job i London. Så jeg ville bare give eventyret en chance og se, hvor langt jeg kunne komme. Cykler vidste jeg ikke det store om. Men et par uger inden afgang sjussede jeg mig frem til min stelstørrelse og købte en solid touring-cykel af stål på Ebay. Det var et godt køb. Jeg fik også fat i cykeltasker, kogegrej og et telt til rejsen.

At træne til turen nåede jeg ikke, hvis man fraregner et par omgange rundt om den lokale park. Så da jeg cyklede ud af London, var det første gang, jeg prøvede at køre med oppakning på cyklen, og efter min første dag på vejen, var jeg så træt, at jeg næsten ikke kunne stå op.
Men jeg var på vej!

Artiklen fortsætter under billedet 


KURSEN:  Planen var enkel, da jeg stoppede mine cykeltasker med alt, hvad jeg troede, at jeg ville få brug for på en lang rejse og for første gang læssede taskerne på cyklen. Jeg ville cykle til pengene eller entusiasmen slap op – og så langt mod øst som overhovedet muligt. At jeg ville lægge 40 lande og næsten 50.000 km bag mig, havde jeg ingen ide om. 


Eventyret var begyndt, og hver dag valgte jeg at fortsætte min rejse. Jeg cyklede hele vejen ned gennem Europa, via Tyrkiet og Kaukasus til Iran og derfra endnu længere mod øst.

Folk spørger mig hele tiden, om jeg aldrig farer vild. Og svaret er: Jo, det gør jeg. Hele tiden. Jeg farer vild, og det er sjældent et problem – det er en del af eventyret. Jeg vinder næppe nogen priser for mine evner til at læse et kort – men jeg finder vej med en god blanding af kort, GPS, kompas og optimisme.

Dagen slutter næsten altid med, at jeg ligger i mit telt – noget jeg har lært at sætte pris på. At campere i det fri er billigt, fleksibelt og faktisk helt fint, når man lige er kommet over sin værste skræk for mørke skove og natlige øksemordere. Jeg lærte at rejse på cykel ved at gøre det. Efter næsten 50.000 km på cyklen og mere end 1.000 døgn på farten føler jeg stadig, at jeg har meget at lære. Det er det, der gør det sjovt. At verden ligger åben, og hver eneste dag har en høj læringskurve.


BJERGET: Længst op i Østtimors himmel stikker Mount Ramelau. Fra bjergets top i næsten tre tusind meters højde ser du ud over havet mod syd og nord. Det var udmattende at cykle og gå fra kysten til toppen, men hårdt arbejde lønner sig. Fra teltåbningen nød jeg min helt egen private visning af både solnedgang og solopgang. 


 

GÆSTEBUDDET:  At rejse alene på  cykel gør mig sårbar, hvis nogen vil mig ondt. Men sårbarheden får også mennesker til at vise mig en særlig venlighed. Hussein og hans familie inviterede mig til at bo hos dem på øen Sumbawa i Indonesien. De gav mig et sikkert sted at sove, serverede aftensmad og vinkede smilende farvel næste morgen. Jeg har mødt så mange venlige  ansigter og glemmer ikke ét af dem.


PRØVEN: At krydse den australske Outback på cykel var den hårdeste del af min rejse. Med temperaturer omkring 45 grader og over 200 kilometer mellem byerne slæbte jeg rundt på 25 liter vand for at overleve de ensomme stræk i ørkenen. Når der gik over et døgn, før jeg mødte en bil, følte jeg mig som det eneste menneske i verden. Isolationen var skræmmende, men den fyldte mig også med en ubeskrivelig styrke.



VEJEN: Hvorfor er verdens smukkeste veje de sværeste at cykle på? Utah var den fjerde ørken, jeg krydsede på cykel, og The Burr Trail var en hullet vej gennem øde land. Indimellem bare en stor sandkasse, som jeg slæbte min cykel igennem. Om dagen drømte jeg om kølige aftener og om at falde i søvn under stjernerne. Men om natten huskede jeg naturens storslåede skønhed  og glædede mig til at begynde forfra næste morgen. 



MÅLET: Omtrent da jeg tog dette billede i Nevada, fejrede jeg, at jeg havde rundet 40.075 kilometer. Det er jordens omkreds ved Ækvator – og en helt utænkelig distance, dengang jeg bare pendlede til arbejde i London. Som det gamle ordsprog siger, starter en rejse på tusind mil også med et enkelt skridt. 


Om Jonathan

Jonathan Kambskard-Bennett er halvt dansk og halvt engelsk, men født og opvokset i London. Som 22-årig tog han på langtur uden nogen forudgående erfaring med cykler, camping eller navigation. Billedet med is i skægget er taget på Island i vinteren 2017. Kort tid efter sluttede Jonathans cykeltur hjemme i England igen - efter at have tilbagelagt 50.000 km og besøgt 42 lande.
Læs mere om rejsen på Jonathans egen hjemmeside