Emil Hvidtfeldt i de høje bjerge
0

Emil cykler langt - meeeget langt - for en god sag

Emil Hvidtfeldt er på vej fra Finland til Indonesien. På den måde samler han penge ind til børn og unge i Grønland.

Af Lotte Malene Ruby
09. april 2019

Når turen bliver for varm, for kold, for ensom, eller vejen bare virker uendeligt lang, så tænker 22-årige Emil Hvidtfeldt på Grønland. Han har nemlig valgt at bruge sin ét år lange cykeltur fra Finland til Indonesien til at samle penge ind til Foreningen Grønlandske Børn.

”Det hele startede egentlig, da jeg flyttede til Grønland i 2016. Det er et helt fantastisk land på langt de fleste punkter, men der er også rigtig mange, der kæmper med det psykiske helbred deroppe,” fortæller Emil Hvidtfeldt.

Det blev han særligt opmærksom på, fordi han også selv havde en svær periode, mens han var i Grønland, der endte med, at han måtte tage hjem til Danmark før tid for at komme til hægterne igen.

”Det var en lidt tom fornemmelse pludselig at stå i Birkerød efter et års eventyr. Samtidig havde jeg svært ved bare at smutte fra det hele velvidende, at langt de fleste, der kæmper med psykiske problemer på Grønland, ikke har den samme mulighed,” fortæller Emil Hvidtfeldt.

Turen skulle ikke være et egotrip

Så da han besluttede sig for at tage ud på et nyt eventyr, stod det hurtigt klart for ham, at det ikke måtte være et rent egotrip. Derfor tog han fat i Foreningen Grønlandske Børn.

”De kæmper netop for de unge grønlænderes sag, og vi blev enige om, at det ville give bedst mening for mig at samle ind til deres mentorordning Ilinniartut. Det er i bund og grund en ordning, der sørger for at unge på gymnasiet i Nuuk kan få tilknyttet en mentor,” forklarer Emil Hvidtfeldt.

Projektet er med til at sikre, at flere sårbare unge gennemfører en uddannelse. Emil Hvidtfeldts indsamling foregår via en forholdsvis simpel hjemmeside, hvor Emil Hvidtfeldt også blogger om sine oplevelser og lægger billeder op. Og mange af læserne giver heldigvis gerne et beløb. Og mens pengene gør gavn i Grønland, er indsamlingen også en støtte på vejen for den unge langturscyklist.

”Fundraisingen giver en kæmpe motivation til at cykle videre hver dag, også når det måske ikke er det, jeg har allermest lyst til,” fortæller han.

Og de dage findes naturligvis, for en tur fra Finland til Indonesien byder på lidt af hvert. Det lykkedes eksempelvis Emil Hvidtfeldt at ramme Iran midt i sommervarmen og Kirgisistan i ti graders frost – trods grundig rejseplanlægning hjemmefra. Men den slags følger med, når man er på langfart.

 "Kort fortalt, er det 200 mand på hesteryg,
der i en alle-mod-alle-kamp
forsøger at få fingrene i en død ged. "

I januar 2019 er Emil Hvidtfeldt efter ni måneders cykeltur nået til Indien. På hele turen har han nydt godt af stor venlighed og gæstfrihed – og det har lagt en positiv grundstemning på hele turen. Men den indtil videre største og mest ekstreme oplevelse fik han i Kirgisistan.

”Jeg var heldig at finde et spil ulak tartysh. Det er en meget populær sport i det meste af Centralasien. Kort fortalt, er det 200 mand på hesteryg, der i en alle-mod-alle-kamp forsøger at få fingrene i en død ged. Det er en ekstremt voldsom sport, som udefrakommende sjældent får mulighed for at opleve, da den hovedsagelig dyrkes i afsidesliggende landsbyer,” fortæller Emil Hvidtfeldt.

Han måtte også lede og spørge sig for i en måned, før det lykkedes at få spillet at se – men det var til gengæld præcis lige så spændende og kaotisk, som man kunne forestille sig.

”Alle og enhver kunne gå ind i kampen, når de ville, så der var små børn på æsler, der kæmpede på lige fod med erfarne mænd på kæmpe heste. Jeg blev endda også selv tilbudt en hest,” tilføjer Emil Hvidtfeldt, der dog sagde pænt nej tak til den mulighed.

Emil i ørkenen

Sultne dage på grænsen til Kina

De store, fantastiske oplevelser, man kan få som langturscyklist, går hånd i hånd med både strabadser og ensomhed. Ensomheden kan især blive en byrde på lange, monotone strækninger – f.eks. gennem ørkenområder, hvor der er langt mellem byerne.

Her er den mentale indstilling afgørende, har Emil Hvidtfeldt erfaret. Men han har også oplevet, at der er både selskab og hjælp at finde på vejen.
”Jeg havde fx en hård oplevelse, da jeg skulle krydse grænsen fra Kirgisistan til Kina. Jeg blev fanget i ingenmandsland mellem de to grænseovergange og havde stort set ikke spist i to dage. Der var vildt blæsende og temperaturen et godt stykke under frysepunktet,” fortæller Emil Hvidtfeldt.

Han blev dog reddet af en venlig lastbilchauffør, der også sad fast mellem de to lande. Han lod den forkomne cyklist sove i overkøjen i lastbilen og delte med glæde ud af sin madpakke, men de ventede et helt døgn på at få lov at krydse grænsen.
”De oplevelser, der virkelig føles håbløse i nuet, ender som regel med at efterlade de største indtryk. Det ender jo som oftest helt fint alligevel,” siger Emil Hvidtfeldt.

Fremtidsdrømmen har ændret sig

Før han tog afsted, brugte Emil Hvidtfeldt ca. et halvt år på at forberede sig og spare sammen til rejsen. For det er naturligvis vigtigt at sætte sig ind i bl.a. visumregler, sikkerhed og vejrforhold. Men han brugte også meget tid på en masse ruteplanlægning, som alligevel ikke endte med at holde stik.
”Der er rigtig meget af min planlægning, der har vist sig at være overflødig. Man finder hurtigt ud af, hvad der virker, når først man kommer i gang. Jeg tror egentlig mest, forberedelsen var til for at få styr på nerverne,” indrømmer han.

Udstyret endte også med at blive ret enkelt, og den brugte cykel, som han kører på, har fungeret godt. Men både forberedelserne og selve turen har uden tvivl sat vigtige aftryk på den 22-årige langturscyklist.

”Det er gået op for mig, at jeg har brug for at gøre en mere direkte forskel for andre mennesker. Tidligere har jeg drømt om at blive ingeniør eller matematiker, men nu er jeg ret sikker på, at jeg vil søge ind på sociologi eller antropologi i stedet. Hvis jeg en dag kunne komme til at arbejde for en NGO eller en velgørende forening af en art, ville det være drømmen,” siger Emil Hvidtfeldt.

Men han ved også, at han gerne vil ud at rejse – og ud at cykle – igen.

”Ja! Jeg allerede i gang med at planlægge den næste udfordring. Jeg har fået en plads i ”The Transcontinental Race”, som går for at være et af verdens hårdeste cykelløb. Det er et løb på cirka 3.500 km tværs over Europa, som gerne skal gennemføres på højst 14 dage. Men jeg vil dog være mere end tilfreds med blot at gennemføre,” slutter Emil Hvidtfeldt af.

Og indsamlingen til de grønlandske unge? Den har det godt. Du er velkommen til at støtte den – eller lave din helt egen.

Dette er en artikel fra bladet CYKLISTER april 2019

Følg Emils rejseblog

Hvis du vil læse mere om Emil Hvidtfeldts fantastiske cykeleventyr eller donere et beløb til Foreningen Grønlandske Børn, kan du gå ind på hans rejseblog. Her finder du både blogindlæg, mange flere flotte fotos fra turen og link til den GoFundMe-side, som indsamlingen fungerer gennem.

Se mere på: theoddtrip.com