Webuniverset Børn Cykler

Cyklen er kilde til oplevelser, frihed, selvtillid og sundhed. Børn cykler, når voksne skaber mulighederne. Webuniverset ’Børn Cykler’ er Cyklistforbundets tilbud til forældre, lærere og pædagoger, der ønsker at lære børn at cykle og give børn et godt cykelliv.

Intet giver følelsen af frihed, selvstændighed og glædesbobler i maven som at suse afsted med vind i håret på en cykel i en stor og spændende verden.

Cyklistforbundet tilbyder med webuniverset Børn Cykler guides, viden og inspiration til forældre, pædagoger og lærere, der vil lære børn, at det er sjovt at cykle, at det giver frihed og selvstændighed at kunne transportere sig selv på cykel, og at cyklen er en kilde til gode oplevelser hele livet igennem. 

Børn Cykler tilbyder forældre, pædagoger og lærere:

  • Guides til at købe den rigtige størrelse børnecykel, sætte hjelmen rigtigt og lære sit barn at cykle
  • Cykelforbundets særlige cykellege, hvor børn leger sig til at blive cykelsikre børnecyklister, der for eksempel tør løfte den ene hånd fra styret, kigge sig over skulderen og bremse hårdt op
  • Oversigt over cykel- og børnemotionskampagner, som skoler og daginstitutioner kan tilmelde sig
  • Meget mere

Børn cykler, når voksne skaber mulighederne

Mange, der er voksne i dag, kan tænke tilbage på en barndom med cyklen som et naturligt omdrejningspunkt. Der blev leget på cykel med områdets børn i baggårde og på villaveje. Mange cyklede i en tidlig alder til skole og til fritidsaktiviteter.

Men den danske børnecykelkultur er truet. Andelen af børn, der bliver kørt i bil til skole, er de sidste 30 år steget med 200 %. Hvor det i 1990’erne var syv ud af ti børn, der selv cyklede til skole, er det i dag godt fem ud af ti børn. Det er et problem - ikke mindst fordi daglig motion i form af cykling gør en stor og positiv forskel for børns sundhed og trivsel. 

Børn cykler, når de voksne skaber mulighederne. Webuniverset skal inspirere og motivere voksne til at bakke op om børns cykling.