FERIE: Cykelturistugen 2015 på Fyn

En uge med hyggeligt fællesskab og cykelture for enhver smag. Cyklistforbundets Højfynsafdeling og Vissenbjerg Idræts- og Kulturcenter er d. 18.-24. juli værter for en uges velplanlagt cykelferie for hele familien.

Af Lotte Malene Ruby
28. januar 2015

Cykelruter for enhver smag

Cykelturistugen 2015 har udgangspunkt i Vissenbjerg Idræts- og Kulturcenter, som ligger med let adgang til Højfyns mange smukke naturområder. Hver dag byder på cykelture for enhver smag – helt korte ruter til småbørnsfamilien og længere ruter på op til 100 km for den trænede motionscyklist.

Mad og overnatning

Hver aften byder på underholdning og mulighed for fællesspisning, mens centret og de tilhørende udearealer giver masser af mulighed for aktivitet og bevægelse for hele familien.

Overnatning i alle prisklasser

Arrangørerne sørger for yderst prisbillige overnatningsmuligheder i form af camping på centrets sportsplads eller indendørs i centrets sovesal, men der er også rig mulighed for at opgradere komforten på nærliggende kro eller B&B.

Et område med mange oplevelser

Området omkring Vissenbjerg Idræts- og Kulturcenter byder desuden på en bred vifte af kultur- og naturoplevelser, hvis man ønsker en dag eller to under opholdet, som ikke står i cyklens tegn.

Priser

Deltagelsen i Cykelturistugens cykelture og underholdning ved tilmelding senest d. 15. april:

• Voksne: 400 kr.
• Børn 6-15 år: 200 kr.
• Børn 0-5 år: Gratis

OBS! Medlemmer af Cyklistforbundet får 10 pct. rabat – også på overnatning på Vissenbjerg Idræts- og Kulturcenters sportsplads eller sovesal.

Fællesspisning og øvrige overnatningsmuligheder er tilkøb, som afhænger af individuelle valg.

Tilmelding

Mere information og tilmelding foregår på www.ctu2015.dk. Tilmeldingen er åben fra midt i februar.

 

Læs mere

Læs mere om priser og tilmelding her.

Læs mere om Vissenbjerg Idræts- og Kulturcenter her