Bilimportørerne cykler også til arbejde

Kollegerne fra Suzuki Import i Køge lever af at sælge biler. Alligevel elsker de at cykle til arbejde. Team Suzuki blev så glade for at cykle med i 'Vi cykler til arbejde'-kampagnen, at de fortsatte helt frem til oktober.

Hos Suzuki i Køge er der gået sport i at cykle til arbejde. Det lå dog slet ikke i kortene sidste år, da det noget urutinerede cykelhold for første gang meldte sig til ”Vi cykler til arbejde”-kampagnen.

Team Suzuki var en broget flok cyklister: Kim var fx slet ikke vant til at cykle, og hans kone var noget skeptisk, da hun første morgen så ham cykle af sted. Heidi var fra starten holdets indpisker – hun meldte holdet til kampagnen, og solgte straks sin bil for at øge motivationen. Og Brian kunne slet ikke få nok af at cykle på sin letvægtsracer. Som han sagde halvt i spøg:

”Det kan irritere mig, at jeg kun har 15 km til arbejde. Man vil jo gerne være den, der kører længst”.

Team Suzuki tilbagelagde i alt 2.548 km på sammenlagt 166 cykeldage, og endte med at cykle efter kampagnens køreskema helt frem til oktober. Holdet cykler med igen i årets kampagne, og kollegerne i Køge glæder sig allerede til at give hinanden baghjul på cykelstierne.

Du og dine kolleger kan også begynde at cykle til arbejde

Tilmeld dig ”Vi cykler til arbejde”-kampagnen

Emneord: Kampagner, Motion