Cykelleg - et pædagogisk redskab til sikkerhed og cykelkultur

CYKELKONFERENCE 2014 For at børn kan blive trafiksikre, skal de først være cykelsikre. Med cykelleg lærer børn grundlæggende cykelfærdigheder i trygge og motiverende rammer. Samtidig bliver de indført i Danmarks helt unikke cykelkultur.

Af Balder Brøndsted, Legefrabrikken
Danmark er et cykelland
Vi har en helt unik cykelkultur. Vi opfatter det som noget helt naturligt og almindeligt, men faktisk er det enestående. Og børnene er cykelkulturens fundament. Lærer vi ikke børnene at cykle, forsvinder cykelkulturen i løbet af en generation.

Men alle kan jo cykle?
Nej. Man bliver ikke født cyklist! Skal barnet køre med cyklen og ikke omvendt, skal det læres! Cykelsikker vil sige, at barnet behersker grundlæggende færdigheder som balance, tegngivning, stop og start. Et barn, som er cykelsikker, har overskud til at styre og orientere sig på cyklen - også når der er forhindringer og andre trafikanter. Det er grundlaget for at blive trafiksikker.

Hvad er cykelleg?
Cykelleg er velkendte bevægelseslege - tagfat, kongens efterfølger, stopdans m.fl. sat op på en cykel. Gennem legene opnår børnene cykelglæde og cykelsikkerhed samtidig med at de bliver indført i Danmarks unikke cykelkultur på en sjov måde. Dertil kommer alle de andre læringsmæssige gevinster ved at deltage i cykelleg - motorik, selvtillid, samarbejde, kognitive færdigheder osv.

Cykelleg i praksis
Cykelleg er udviklet af Cyklistforbundet. For at udbrede idéen har de oprettet et cykellegekorps, som afholder events og kurser i cykelleg for både børn og voksne. I 2013 startede de den landsdækkende kampagne "Vi kan cykle", som handler om at bruge cykellege som pædagogisk redskab i daginstitutionerne. I maj 2014 kører kampagnen for andet år med over tres deltagende daginstitutioner fra hele landet.

Ideer til artikler, videnblade eller andet modtages med glæde

Ligger du inde med viden eller erfaring, som andre professionelle, der arbejder med fremme af cykeltrafik kunne have gavn af? Eller har du ideer til andre artikler og videnblade, som du gerne vil læse på Cykelviden.dk? Så kontakt Trine Stig Mikkelsen eller Anette Jerup Jørgensen. Vi ser frem til at høre fra dig.