142

Virksomheder hopper på elcykler

CYKELKONFERENCE 2014 Elcykler er på 5. år en del af Randers Cykelby-projektet. Her låner kommunen elcykler ud direkte til pendlere, som normalt kører i bil og har mere end 5 km til arbejde.

Af Birgit Berggrein, Randers Kommune

Elcykler på arbejde
Som noget nyt i Sydbyen har ansatte i de virksomheder, cykelbyen samarbejder med mulighed for at låne elcykler. Virksomhederne står selv for udlånet. De ansatte fører kørebog over de kørte ture, og elcyklerne må benyttes til alle turformål. Deltagerne er meget begejstrede for at køre på elcykler og mener, at de kommer til at cykle mere, end de ellers ville gøre.

Ekstra kraft på ladcykler i daginstitutioner
Tidligere har cykelbyen lånt el-ladcykler ud til forældre til børn i de daginstitutioner i Dronningborg, cykelbyen har samarbejdet med. Daginstitutionerne valgte at fortsætte udlånet uden cykelbyens medvirke, da projektet sluttede. Udlån af el-ladcyklerne har resulteret i, at flere familier selv har valgt at anskaffe sig en, og bil nummer to er blevet solgt.

Fart og balance mødes i elcykler med tre hjul
Siden efteråret 2013 har lån af 3-hjulede elcykler til borgere med balanceproblemer været et tilbud. Det er hjælpemiddelhuset, som står for udlånet. Det er meget forskelligt, hvor langt disse borgere har cyklet, det første halve år hen over vintermånederne, men op til 500 km er det blevet til på et halvt år.

Evalueringen af første hold elcyklister viste, at det er muligt at flytte bilister ud af bilerne på distancer op til 20 km. Deltagerne kan komme i bedre form, blive mere aktive og få forbedret deres kondital. Stort set alle deltagerne ønsker at købe en elcykel selv efter lånet. Sådan er det fortsat.

Ideer til artikler, videnblade eller andet modtages med glæde

Ligger du inde med viden eller erfaring, som andre professionelle, der arbejder med fremme af cykeltrafik kunne have gavn af? Eller har du ideer til andre artikler og videnblade, som du gerne vil læse på Cykelviden.dk? Så kontakt Trine Stig Mikkelsen eller Anette Jerup Jørgensen. Vi ser frem til at høre fra dig.