'Giv-et-praj' indsendt til kommunen den 23. juli 2026
Praj nr. 1
Det er utrygt at være cyklist i Faaborg. Boksbutikkerne har genereret meget ny biltrafik. Ved Fionavej er der en dobbeltrettet cykelsti, men bilisterne synes at være af den opfattelse, at cyklisme ned mod Sundet stadigt foregår i højre side af vejen, hvorfor det er forbundet med en vis risiko, hvis man cyklist vil bruge cykelstien i den retning, og hvis man - som det jo kræves - rækker hånden ud for at angive, at man har til hensigt at dreje til højre nedad cykelstien, forvirrer det åbenbart de bilister der kommer fra Sundet og skal ud i rundkørslen. Det lykkes de fleste at bremse, så de holder på fodgængerfeltet, men det er ikke en super oplevelse.
Et andet problem med samme cykelsti er, når man nærmer sig udkørslen fra boksbutikkerns parkeringsplads. Der overrasker det angiveligt bilisterne, at der kommer cyklister fra højre på den dobbeltsporede cykelsti. I hvert fald kører mange helt ud til Fionavej og holder på tværs af cykelstien, før de drejer ud.
Kan skiltning mon gøre noget her? Eller ville det være mere cyklistvenligt, at tillade cykler i højre side af Fionavej? Det ville så give andre risici, når man skal dreje til venstre før Sundvejen, men man bliver da ikke overrasket over biler der kører ud fra boksbutikkerne.
Kommunens 'Giv-et-praj' har kun plads til 350 tegn, så forhåbentligt illustrerer de to prikker på det første billede med kortet over Fionavej, hvor den er gal.
Praj:
'Bilisterne er ikke opmærksomme på, at cykelstien er dobbeltrettet, 1) hvorfor de ikke holder tilbage ved udkørsel til rundkørsel, og 2) de ser ikke til højre, når de drejer ud fra boxbutikkerne. Det er meget utrygt at være cyklist her.'
Praj nr. 2
Vejen ved bibliotek og genbrugsbutik i Herregårdscentret er blevet mere befærdet, og nu er bilisterne også begyndt at bemærke, at der er forbindelse mellem Odensevej og vejen til boksbutikkerne, så bilturen går over parkeringsarealet bag Herregårdscentret. Der er ikke udsyn og ingen skiltning. Se det sidste billede.
Praj:
Der er tiltagende biltrafik fra vejen ved boxbutikkerne forbi Herregårdscentrets parkeringsplads til Odensevej. Det er utrygt for cyklister. Ved udkørsel til venstre efter bibliotek/genbrugsbutik er der intet udsyn. Måske kan skiltning gøre bilisterne opmærksom på, at der er bløde trafikanter i området? Bump kunne også være en løsning.