DR har flyttet mange taxature til cykelture. (Foto: Agnethe Schlicktkrull/DR)
Læs mere på www.cykelvæksthuset.dk

Cykelvæksthuset skal få flere virksomheder til at vælge cyklen

Cyklistforbundets nye rådgivningscenter styrker den grønne omstilling ved at flytte bilture til cykelture.

Flere medarbejdere, der cykler til arbejde, og mere gods, der transporteres med ladcykler. Det er målet for et nyt rådgivningscenter, som Cyklistforbundet åbner i dag. Cykelvæksthuset er navnet på rådgivningscentret, der skal hjælpe private og offentlige arbejdspladser med at udnytte de enorme potentialer, der er i mere cykling. Virksomheder kan i centret få gratis hjælp til, hvordan de kan bruge cykel, ladcykel og el-ladcykel i hverdagen.

”At få flere til at cykle i hverdagen styrker sundheden, letter trængslen og begrænser CO2 udledningen, og alle virksomheder kan være en del af den grønne omstilling ved at flytte bilture til cykelture. Derfor er det et kæmpe rygstød til den bæredygtige transport, når vi nu kan åbne Cykelvæksthuset og hjælpe virksomheder i hele landet med at styrke cyklens rolle,” siger Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet.

Når flere vælger cyklen til, er det ikke kun godt og sundt for den enkelte cyklist, men hele samfundet vinder

Cykelvæksthuset er finansieret af en fireårig statslig bevilling i forbindelse med en politisk aftale om forbedring af den kollektive trafik og drives af Cyklistforbundet i København.

Transportminister, Benny Engelbrecht, glæder sig over, at centret nu åbner.
”Der er store gevinster ved at fremme og udvikle cyklismen i Danmark. Når flere vælger cyklen til, er det ikke kun godt og sundt for den enkelte cyklist, men hele samfundet vinder, når flere cykler. Jeg er klar over, at det kan være svært at ændre vaner og vælge cykelstien frem for det, vi plejer. Derfor ser jeg frem til, at Cykelvæksthuset kan hjælpe virksomheder i hele landet med at se potentialet i at cykle mere,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

Cykelvæksthuset vil yde rådgivning til virksomheder tilpasset den enkelte virksomheds situation, fortæller daglig leder af centret, Trine Stig Mikkelsen:

”Uanset om man aldrig har haft fokus på cykling før i virksomheden – eller man har fine cykelforhold og mange medarbejdere, der cykler, så kan Cykelvæksthuset hjælpe med det næste skridt,” siger Trine Stig Mikkelsen og fortsætter:

”Vi vil med Cykelvæksthuset give inspiration, viden og rådgivning til offentlige og private virksomheder om, hvordan man kan motivere flere medarbejdere til at vælge cyklen, og hvordan man kan bruge el-ladcykler, ladcykler og almindelige cykler til transport af varer og medarbejdere som en del af virksomhedens opgaveløsning. Ud over at formidle den nyeste viden og inspirerende cases på hjemmesiden, tilbyder vi skræddersyet rådgivning og sparring til et antal virksomheder om året. ”

Virksomheder, der gerne vil vide mere om mulighederne for at bruge cyklen mere, kan på centrets hjemmeside, cykelvæksthuset.dk, finde viden og kontaktoplysninger på centret.

Fakta om Cykelvæksthuset

Cykelvæksthuset – rådgivningscenter for cykelfremme for virksomheder – drives af Cyklistforbundet i København.
Det finansieres af en fireårig statslig bevilling. Bag den politiske aftale står regeringen, EL, SF, Alternativet og Radikale Venstre.
Cykelvæksthuset tilbyder gratis rådgivning til offentlige og private virksomheder.
Kontakt: Projektleder, Trine Stig Mikkelsen:

40 70 83 58
www.cykelvæksthuset.dk

Fakta om cykling

Den anbefalede daglige fysiske aktivitet svarer til at cykle tre km hver vej til og fra arbejde. De første 1-2 timers cykling om ugen har dobbelt så stor sundhedseffekt som de efterfølgende timer.

Cyklister har i sammenligning med øvrige trafikanter 52% lavere risiko for at dø af hjertesygdomme, 40% lavere risiko for at dø af kræft, 46% lavere risiko for at udvikle hjertesygdomme og 45% lavere risiko for at udvikle kræftsygdomme.

Vi udleder 92% mindre CO2 per tur ved at skifte fra bil til cykel på ture op til 7,5 kilometer.

Aktuelt

14. august 2020

Cyklistforbundet bliver en del af Broen til Fremtiden

Cyklistforbundet vil sammen med en række faglige organisationer og grønne bevægelser påvirke dansk klimapolitik i alliancen Broen til Fremtiden.

Læs artiklen

Det vil vi

Arbejdspladser

Arbejdspladser bør bidrage til cykelfremme og gøre det attraktivt at cykle til og fra arbejde og i arbejdstiden.

Læs holdningspapiret

Støt cykelsagen

Støt cykelsagen - og træk det fra i skat

Støt med et valgfrit beløb. Giv et medlemskab i gave. Betænk cykelsagen i dit testamente. Du kan støtte Cyklistforbundets arbejde for bedre forhold for cyklister på mange måder.

Læs mere