73

Farvel til nattoget - og hvad nu?

Søndag blev der sagt farvel til nattoget til Tyskland. Det sidste direkte tog sydpå med mulighed for cykelmedtagning. Men sagen er på vej til den tyske Bundestag – og kommer der ikke et nyt nattog, skal der findes attraktive alternative løsninger, mener Cyklistforbundet.

Af Lotte Malene Ruby
07. november 2014

En venlig protest mod et reelt problem

Der blev danset og protesteret på søde og rare måder, da det sidste nattog til Tyskland tog afsted fra Københavns Hovedbanegård søndag d. 2. november. Men problemet bag protesten er reelt. Fremover skal en cykelturist skifte tog mindst to gange, hvis vedkommende vil have sin cykel med i toget mellem Danmark og Tyskland. Og det er en uoverstigelig barriere, ikke mindst for de mange, der ikke har egen bil.

Derfor er det væsentligt tilbageslag for cykelturismen i Danmark, som der ellers i de seneste år er gjort en væsentlig indsats for at øge – bl.a. med det formål at skabe mere aktivitet i de danske udkantsområder. Men forudsætningen for vækst i cykelturismen er, at det bliver nemt og overskueligt for cykelturisterne at vælge Danmark som destination, påpeger Cyklistforbundets landsformand Jette Gotsche:

”Danmark har utrolig meget at byde på for cykelturister, og i de seneste år har mange nye cykelruter set dagens lys. Men hvis det er et forhindringsløb at få en cykel med toget, så knækker filmen. Kan vi ikke få nattoget tilbage, må vi komme op med nogle gode, billige og lettilgængelige alternativer – fx i form af direkte tog med cykelmedtagning i dagtimerne,” udtaler hun.

Sagen i et større perspektiv

Forud for nedlæggelsen protesterede Cyklistforbundet i debatindlæg, gennem underskriftsindsamling og i direkte henvendelser til bl.a. transportminister Magnus Heunicke. Ministeren påpeger i sit svar, at de danske handlemuligheder er begrænsede, hvis de tyske statsbaner ikke ønsker at videreføre samarbejdet med DSB om forbindelsen.

Derfor er det positivt, at protester fra både dansk og tysk side også har vakt opmærksomhed blandt politikere i Tyskland. Det betyder, at det tyske parlament, Bundestag, i februar vil behandle sagen.

”Sagen om nattoget skal ses i et større perspektiv. Det handler om, hvordan vi i det hele taget sammentænker transportformerne - og hvilken rolle, vi vælger at give cykle. Cyklen er så enkel og billigt, at den ofte bliver bagatelliseret. Men det er jo en kæmpe fejl, når man tænker på de enorme gevinster, den tilfører vores samfund,”  siger Jette Gotsche.

Læs mere om cykelmedtagning i fjerntog i næste nummer af vores medlemsblad CYKLISTER