Cykelkamp på flere fronter

Foråret er kommet, og det betyder, at vi er mange, som nyder cykelstierne ekstra meget. Jeg cykler hele året – også i høj sne – men det er ekstra skønt med lidt sol og lærkesang for oven. Desværre har cyklismen i Danmark i flere år, generelt, været faldende eller stagnerende – ikke mindst hos børn – så at få flere til at cykle, står allerøverst på Cyklistforbundets dagsorden.

Leder i Cyklister nr. 2 / forår 2024 af landsformand Jens Peter Hansen

Det kræver en indsats på flere fronter:
For det første skal rammerne for cykling forbedres. Det gælder infrastruktur, lovgivning og økonomiske incitamenter. Vi skal fx have flere og bedre cykelstier, cykelvenlig færdselslov og en skattelovgivning, der fremmer cyklisme – sager, som vi arbejder stenhårdt på at få gennemført.


For det andet er cyklen en kilde til oplevelser, motion, rekreation og sundhed. Så vi arbejder også for, at flere får den oplevelse. Det kæmper vi blandt andet for gennem kampagner som ’Vi cykler til arbejde’, ’Alle Børn Cykler’, ’Vi kan cykle!’ og som de nye skud på stammen: ’Fælles-Tour’ til gymnasieelever og ’Cyklende Fællesskaber’ for bo- og væresteder. Også ’Cykling for alle’, som du kan læse om i dette nummer, handler om at give nye grupper af mennesker bedre mulighed for at opleve cykelglæden.


Og netop cykelglæden skal vi måske lægge mere vægt på i vores kommunikation, som er det tredje ben. Vi skal nok i endnu højere grad ’brande’ cyklen, som den fantastiske maskine, den er, for bådebørn og voksne. Det skal ikke kun handle om mindre CO2-udledning, mindre trængsel, bedre sundhed, billig transport osv. men også om ren og uforfalsket glæde ved den frihed og gode følelse, som en dejlig cykeltur kan give: Cykelglæden!


’I don’t ride a bike to add days to my life. I ride a bike to add life to my days’, lyder et kendt engelsk slogan. På dansk: ’Jeg cykler ikke for at få flere dage i mit liv. Jeg cykler for at tilføje liv til mine dage.’

Støt Cyklistforbundet

Støt med minimum 200 kr og hjælp med at fastholde godkendelsen som velgørende organisation - så vi kan tilbyde vores støtter at trække støttebeløb fra i skat - og gøre det mere attraktivt at støtte cykelsagen.

Læs og støt

Meld dig ind i Cyklistforbundet

Vælg mellem et almindeligt medlemskab, et digitalt medlemskab for unge, et hustandsmedlemskab, et seniormedlemskab, et gavemedlemskab og et firmamedlemskab.

Meld dig ind

Det mener Cyklistforbundet

Se, hvad vi mener om cykelhjelm, elcykler, cykelparkering, trafiksikkerhed for cyklister og andre aktuelle emner.

Se Cyklistforbundet mener