CYKELLAND.NU: Danmark har brug for handling

Leder i Cyklister nr. 1/Vinter 2019 af landsformand Jette Gotsche

Vi bliver i Danmark rost for at være et af verdens bedste cykellande. Det gør os glade og stolte. Og måske lidt dovne. For den stærke, danske cykelkultur er ikke kommet af sig selv – og den forsvinder mellem fingrene på os, hvis vi ikke passer på i disse år, hvor færre og færre danskere cykler.

Derfor går vi i Cyklistforbundet nu ud med CYKELLAND.NU - en politisk vision med fire konkrete forslag til politikerne i Folketinget. Det er forslag, som gennemført vil sikre, at Danmark også i fremtiden har en levende og stærk cykelkultur.
Ja, det er dejligt at cykle. Meget dejligt. Også om vinteren under en frostklar himmel med røde kinder og frisk luft. Men det er ikke kun derfor, at vi gør det. Vi gør det, fordi cyklen gør vores hverdag og vores verden sundere, grønnere og mere bæredygtig.

Vi gør det, fordi vores byer risikerer at blive kvalt i trængsel og bilkøer. Vi gør det, fordi vi sidder og ligger os ihjel. Vi gør det, fordi mere hverdagscykling hos børn og voksne er en genvej til et godt liv for flere. Vi gør det, fordi gennemførelsen af de fire forslag er en stærk investering i et sundt og bæredygtigt Danmark.

Derfor opfordrer vi Folketingets politikere til at handle og hurtigst muligt virkeliggøre de fire forslag i visionen CYKELLAND.NU, som vi præsenterer i dette nummer af Cyklister. For vores alles, vores børns og klodens skyld. For eksempel mener vi, at bilernes fart skal ned til 30 km/t i byområder, hvor der er mange cyklister og fodgængere. Trygge og sikre cykelforhold er forudsætningen for, at vi cykler. Det er forudsætningen for, at vi tør sende vores børn afsted på cykel. Men desværre er utryghed ifølge en ny rapport fra Vejdirektoratet også en af hovedårsagerne til, at vi holder op med at cykle.

Det duer ikke. Vi skal have god og sikker cykelinfrastruktur – uanset om vi bor i byen eller på landet. Vi skal have trygge og sikre cykelstier, der binder vores liv, boliger, skoler, uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser sammen. Vi skal selvfølgelig gøre det attraktivt at cykle og gøre cyklen til det oplagte valg for flere i hverdagen.

Vi er overbeviste om, at det kan lade sig gøre. Men det kommer ikke af sig selv. Derfor har vi også en opfordring til dig: Der er et folketingsvalg på vej. Husk at stemme cykelvenligt. Gør det for vores alles, vores børns og klodens skyld.

Magasinet CYKLISTER

Vi skriver om det, som cyklister går op i og udkommer fire gange årligt

Få nyhedsbrevet

Hold dig opdateret på cykelområdet med vores månedlige nyhedsbrev.