Foto: Mikkel Østergaard

119

Varde er kåret som Årets Cykelkommune

Cyklistforbundet har udpeget Varde som Årets Cykelkommune 2014.

Af Christina Britz Nicolaisen
15. maj 2014

Med prisen Årets Cykelkommune honorerer Cyklistforbundet hvert år en dansk kommune, der gør en særlig indsats på cykelområdet. I år går prisen til Varde, der for alvor har sat cykling på dagsordenen og søsat en række nye cykelinitiativer. Prisoverrækkelsen fandt sted ved Den nationale cykelkonference i Randers onsdag d. 14. maj.

Varde holder fast i sit høje niveau 

Cyklistforbundet har valgt at uddele årets pris til Varde, fordi kommunen - trods en faldende cykelandel i landområderne generelt - har formået at holde fast i sit høje niveau. Varde yder en dedikeret indsats for både hverdagscyklisterne og for den reakreative cykling. Kommunen har blandt andet udviklet offentlig-private samarbejder omkring etablering af cykelstier, og skolebørn motiveres til at cykle både i by og på land. Blandt mange andre initiativer har Varde også etableret et projekt for krigsveteraner, der styrker livskvaliteten gennem cykling.

Årets Cykelkommune uddeles hvert år til en kommune, der prioriterer cyklisternes forhold og som både kan fremvise en flereårig strategi og synlige resultater. Og det kan Varde, fortæller Cyklistforbundets landsformand Jette Gotsche:

"Varde har besluttet at være Sund Kommune og satser i den forbindelse stort på cykling. Der er blandt andet etableret nye cykelstier, som skal giver børn tryggere skoleveje, og Panoramaruter, der skal tiltrække cykelturister til området. Det kræver politisk lederskab og mod at gå i spidsen og gennemføre ændringer - og det har Varde. Med tildelingen af prisen Årets Cykelkommune vil vi gerne honorere viljen til at vise, at det nytter at satse på cykling", siger Jette Gotsche.

Et kæmpe skulderklap

I Varde er borgmester Erik Buhl (V) glad for prisen:

”Titlen som Årets Cykelkommune er et kæmpe skulderklap og et rygstød til vores fokus på sundhed og motion. Jeg er selvfølgelig stolt på kommunens vegne, men hæderen skal også tilfalde de frivillige, der sammen med kommunen knokler for, at der anlægges masser af cykelsti i Varde Kommune. Derudover vil jeg gerne kvittere for, at staten via cykelpuljen også bakker op om flere cykelstikilometer”, siger Erik Buhl og fortsætter:

”I Varde er cykelsatsningen ikke alene et kommunalt anliggende. Flere af vores nye cykelstier er resultatet af et stort frivilligt engagement. Ofte foregår det sådan, at Kommunen planlægger og finansierer anlæggelsen af cykelstier, mens private stiller både jord, maskiner og deres arbejdskraft til rådighed i forbindelse med anlæggelsen. Samarbejdet giver både lokal opbakning og flere kilometer cykelsti for pengene”, siger borgmesteren.

Fem nominerede kommuner

Med i kapløbet om titlen Årets Cykelkommune var i alt fem nominerede kommuner, der alle har markeret sig positivt på cykelområdet. Foruden Varde var også Horsens, Odense, Middelfart og København indstillet til prisen. Udover titlen som Årets Cykelkommune 2014 modtager Varde et diplom og et logo, som kommunen frit kan benytte.

Cyklistforbundet har uddelt Årets Cykelkommune siden 2005. I 2013 løb Randers med trofæet, og tidligere har bl.a. Herning, Bornholm, Ballerup, København, Helsingør og Aarhus også båret titlen.