Få ekstra voksne med på cykelturen med dine elever
Vil du cykle med din klasse til et museum, en tur i skoven, på erhvervsbesøg, til idrætshallen eller et andet sted i lokalområdet, men mangler nogle ekstra voksne for at gøre det trygt? Med Skolecykelvenner kan du få ekstra voksne med på turen, så I kommer sikkert igennem trafikken.
Skolecykelvenner findes pt. i Ringsted og Københavns Kommune og er frivillige seniorer 60+, der kan tage med jer på tur, så eleverne kan få bevægelse og frisk luft i løbet af skoledagen.
Det er gratis at booke Skolecykelvennerne. Når du har sendt en bookinganmodning tager de frivillige fat på jer og aftaler nærmere. Vær opmærksom på, at bookingen først gælder, når de frivillige har bekræftet turen.
Udfyld formularen herunder og book skolecykelvennerne
Klik og læs mere, før I booker skolecykelvennerne
Aftal rammer for turen med Skolecykelvennerne
I god tid før turen aftaler lærer og Skolecykelvenner rammerne for destination, rute og antal voksne. Skolecykelvenner kan hjælpe med at lægge en cykelvenlig rute. Hvis læreren selv lægger ruten, skal Skolecykelvennerne altid kende til ruten og deres rolle før cykelturen, så de kan hjælpe bedst muligt.
Vi mødes på skolen og cykler sammen
Cyklistforbundets frivillige mødes med jer på skolen, og sammen cykler I til den aftalte destination. Til hjemtransporten mødes I igen med de frivillige – det kan være et nyt hold.
Alle skal være klar til at cykle sikkert
Elever og lærere/voksne skal bære cykelhjelm og kende reglerne for at cykle i flok. Læreren tjekker sammen med gruppen, at alle hjelme passer og sidder rigtigt. Børnene skal være på alm. cykler og ikke løbehjul, elcykler mv.
Der skal være nok voksne
Der skal minimum være én lærer/voksen fra skolen pr. 24 børn. Vi anbefaler flere voksne i indskolingen eller hvis elevsammensætningen kræver flere hænder.
Vi holder sammen undervejs
En voksen kører forrest og en voksen bagerst, og der skal være én cykels afstand mellem børnene. Børnene holder deres plads i rækken, og der vil være løbende opsamlinger under turen.
Skolen har ansvaret under turen
Hvis der opstår komplikationer eller i værste fald sker en ulykke, hviler ansvaret altid på skolen. Cyklistforbundets Skolecykelvenner skal ikke stå alene med gruppen, hvis der skal hentes hjælp.