859

Lynguide: Få din cykel godt forsikret

Dækker din indboforsikring, når cykeltyven slår til? Eller har du brug for særlig cykelforsikring? Få svar her.

Af Rikke Ravn og Michael Levisen Nielsen

Tjek din indboforsikring

Din indboforsikring dækker ved cykeltyveri – men med visse begrænsninger.

Er du den lykkelige ejer af en fornuftig Centurion til 5.000 kr., og har du husket at betale præmien på din indboforsikring, så er du i reglen fint dækket ind.    

Forsikringen dækker kun, hvis din cykel har stelnummer* og godkendt lås. Du skal have låsebeviset, og tyveriet skal anmeldes til politiet.

Dækningen varierer fra forsikring til forsikring – op til ca. 13.000 kr. pr. cykel. Cykler erstattes efter alder og med udgangspunkt i, hvad det koster at anskaffe en ny lignende cykel. Kun det første år får du fuld erstatning.

Dækker indboforsikringen skader på cyklen?

Indboforsikringen dækker hærværk i forbindelse med tyveri eller forsøg på tyveri af cykler. Andre former for hærværk dækkes kun, når cyklen står ved helårsbolig eller fritidshus. Skader på cykler ved færdselsuheld er undtaget på indboforsikringen.

Brug for en udvidet cykelforsikring?

Hvis du har en særligt dyr cykel, dækker indboforsikringen ikke dit tab ved tyveri. Koster din cykel mere end 13.000 kr., kan det være en god ide at tegne en særskilt cykelforsikring eller tilkøbe udvidet cykeldækning til din basisforsikring. 

Dækker en udvidet forsikring skader på cyklen?

Dækningen varierer fra cykelforsikring til cykelforsikring.

Tommelfingerreglen er, at du skal overveje at tegne en udvidet forsikring, hvis du vil have din dyre cykel:

• forsikret ved eneuheld (cykel-kasko)
• forsikret mod alle former for hærværk

Start med at kontakte dit forsikringsselskab for at høre, hvordan du er dækket, og om du kan forbedre din cykelforsikring. 

*Værd at vide om stelnummer

Hvis din cykel er købt i udlandet - eller via en dansk netbutik med base i udlandet - er det i praksis dig, der er importøren. Derfor er du ansvarlig for at få et dansk stelnummer på den købte cykel, som de fleste forsikringsselskaber kræver. Du kan få lavet et dansk stelnummer hos din lokale politistation og derefter bede en fysisk forhandler om at præge dette nummer i din cykel.

Dét kan du gøre

  • Start med at undersøge, hvordan du er dækket i dit eget forsikringsselskab.
  • Tjek at alle cykler er dækket: Fortæl hvilke cykler, I har i hjemmet, og hav cirkapriser på cyklerne klar.
  • Spørg om vilkårerne for at forbedre din cykelforsikring. 

Læs mere

Emneord: Tyveri, Udstyr