Tegn i trafikken på cykel

Kender du lovens krav til korrekt tegngivning? Når du viser andre, hvad du er på vej til at gøre, hjælper du med at få trafikken til at glide nemmere og mere sikkert for dig selv og dine medtrafikanter.

Som cyklist skal du altid give tegn ved retningsændring og stop. Det fremgår af Færdselslovens § 32 stk. 2 og 4. Du skal vise af med dine arme og hænder.

Ved sving og stop

Når du svinger, rækker du armen ud i den retning, du svinger i – når du stopper, rækker du armen op.

  • Venstresving
    Vis af med venstre arm strakt ud.

  • Højresving
    Vis af med højre arm strakt ud.

  • Stop
    Når du stopper, rækker du armen op. Vi anbefaler, at du bruger venstre hånd. Den er mest synlig for dine medtrafikanter.

Ved lyskryds

Sådan gør du:

  • Stop ved rødt lys
    Du skal give tegn til stop, når du standser ved rødt lys.

  • Højresving ved grønt lys
    Du skal vise af mod højre, før du drejer. Hvis du holder stille for rødt, og lyset skifter til grønt, skal du vise af, når du sætter i gang.

Venstresving i lyskryds

Bilister svinger direkte til venstre i lyskryds, når der er grønt og fri bane. Cyklister må også gerne svinge til venstre – men først efter et orienteringsstop.

  • Kør sådan her:
    1/ Kør lige over krydset ved grønt lys.
    2/ Giv stoptegn, stop, orienter dig bagud. Vent med at dreje cyklen, til du kan fortsætte videre.
    3/ Er der trafikanter, der skal lige ud i krydset, bliver du holdende. Er der fri bane, kan du dreje cyklen og fortsætte til venstre i krydset i den retning, hvor der ellers er rødt. Vis af mod venstre, når du sætter i gang og kører tværs over krydset.

Rundkørsler

Undersøgelser viser, at bilister er langt mere opmærksomme på andre bilister end på cyklister, når de kører ind i en rundkørsel. Derfor er der grund til at være ekstra forsigtig i rundkørsler.

  • Når du kører ind i en rundkørsel

    Du skal ikke vise af, når du kører ind i en rundkørsel. Den ses om en fortsættelse af cykelstien. Man du skal holde tilbage for trafikanter i rundkørslen.

  • Når du skal ud af en rundkørsel

    Du skal vise af mod højre. Bilister, der skal ud af sidste vej i en rundkørsel, skal vise af mod venstre. Den regel gælder ikke for dig, der er på cykel.

Læs også

Den store lygte-guide

Hvor langt skal dine cykellygter lyse, og hvornår skal de tændes? Bliv klogere på lovens krav til lys, lygter og reflekser og pas på dig selv i trafikken.

Se guide til lys og reflekser

Hold cyklen i topform

Den velholdte cykel kører bare bedre. Få Cyklistforbundets gør det selv-guide til at holde din cykel i topform.

Gå til guiden

Lov og regler

Kender du færdselsloven for cyklister? Kender du lovkravene for din cykel? Ved du, hvad du må og skal?

Se lov og regler her