Hold din cykel i topform

Det giver sig selv - den velholdte cykel kører bedre end cyklen, som overlades til sig selv. Vi fortæller dig her, hvordan du med enkle midler kan holde din cykel vedlige.

Når du skal sætte din cykel i stand eller vedligeholde den godt, skal du en tur forbi:

  • Bremser

  • Dæk og fælge

  • Gear

  • Hjul, styr og lejer

  • Lås og lygter

Tag en ting af gangen - lige pludselig er du færdig og står med en meget bedre cykel end før.

God arbejdslyst.

Bremser

Din sikkerhed er yderst afhængig af dine bremsers bremseevne, og du bør kontrollere dem jævnligt jævnligt.

Der findes to typer bremser: En fælgbremse med bremseklodser og en bremse monteret i navet.

En fælgbremse med bremseklodser kræver mest af din vedligeholdelse. Som hovedregel gør du klogt i at skifte bremseklodserne efter hver sæson – især efter vintersæsonen, som tærer på gummibelægningen. Selve skiftet af bremseklodserne er relativt lige til. Dog tager det lidt tid at indstille dem præcist. Du kan derfor opleve, at bremserne hyler. Hylen kan også skyldes, at de er løse, eller at der er olie på fælgen. Løsningen er simpel: Justér, stram eller rens.

Husk også dine bremsekabler, som bliver løse ved brug. De skal efterses og eventuelt udskiftes. Du spænder bremsekablet ved at dreje på skruen, som er placeret ved håndbremsen. Har din cykel fodbremse, skal du sørge for, at kæden ikke er for løs – fodbremsen virker nemlig ikke, hvis kæden hopper af.

Tag en ting af gangen - lige pludselig er du færdig og står med en meget bedre cykel end før.

Dæk og fælge

Når du tilser dine dæk, skal du spørge dig selv, om der er nok slidbane? Er der sprækker i siderne? Eller trænger de måske til et besøg af cykelpumpen? Holder du jævnligt øje, hjælper du dig selv med at undgå en punktering eller et ødelagt hjul.

Tjek samtidig, at alle eger sidder i hjulet, og at hjulet ikke ekser.

Har du fælgbremser, kræver de igen lidt ekstra opmærksomhed. Rens fælgen hele vejen rundt med en svamp og lidt rengøringsmiddel. Tag endelig hårdt fat - det gamle fedt og olie sidder godt fast. Vask og tør efterfølgende fælgen med en klud, da en ren fælg modvirker den irriterende lyd, når bremsen hyler. Hvis din fælg buler udad, har fordybninger eller lignende, bør du besøge din cykelsmed.

Bliv din egen BEDSTE cykelsmed

  • Brug olie på flaske: Køb din olie på flaske i stedet for som spray. Olie på flaske holder længere, er mere miljøvenligt, og du slipper for at få overskydende olie på dit tøj og dine fælge
  • Brug latexhandsker: Med to par latexhandsker på hver hånd slipper du for beskidte fingre.
  • Tør vandet væk: Olie flyder oven på vand. Tør din cykel af, før du giver den olie
  • Pas på skruerne: Du skal løsne skruen lidt, før du strammer den. Strammer du skruen for meget, risikerer du at ødelægge gevind og værktøj.

Gear

Indvendige gear: De fleste bycykler har indvendige gear, og der findes mange forskellige geartyper. Spørg din cykelsmed, hvordan du behandler dine gear bedst.

Skal du indstille din cykels gear, kan din cykel hjælpe dig lidt på vej. De fleste cykler har en indikator, som viser, om dit gear er indstillet rigtigt. Funktionen kan være i form af to røde punkter ved baghjulet, som skal stå ud for hinanden. Står de forskudt af hinanden, kan du ofte justere dem ved at dreje på en fingerskrue oppe ved gearvælgeren. Afhængigt af din geartype skal dit gear stå forskelligt, når du justerer det:

  • Shimano Nexus 3-gear: Gearvælgeren skal stå i 2. gear.

  • Shimano Nexus 7-gear: Gearvælgeren skal stå i 4. gear.

  • Torpedo 3-gears: Gearvælgeren skal stå i 1. gear og bagefter skal kablet strammes.

Udvendige gear: De udvendige gear ses typisk på mere sporty cykler – racercykler, mountainbikes og hybridcykler.

Oplever du, at dine gear fungerer dårligt eller hakker? Det kan der være mange årsager til. Kæden kan have et stift led, som du kan ordne med olie eller et kædeskift. Skifter du din kæde, skal du være opmærksom på, om den nye kæde passer til takkerne i den gamle krans – denne slides nemlig også over tid. En god huskeregel er, at du altid skifter kæde og krans samtidig.

Problemet kan også opstå i dine gearkabler. Du tester kablerne ved at sætte kæden på det største tandhjul bagpå, skifte til det højeste gear og trække i det løse kabel. Mærker du friktion, bør du investere i et nyt kabel.

Dit gear kan også være indstillet forkert. Du indstiller gearet ved at dreje en halv omgang på skruen, som sidder ved gearvælgeren eller ved gearskifteren. Drejer du skruen lidt udad, strammes kablet og omvendt. Det kræver lidt af din tålmodighed at indstille gearet helt præcist. Er tålmodighed ikke dit mellemnavn, så overlad opgaven til din cykelsmed, da det er svært at indstille præcist.

Køb dit udstyr hos os

Som medlem af Cyklistforbundet får du selvfølgelig rabat. I vores webshop kan du købe:

  • Olie, fedt og smørelse

  • Værktøj og pumper

  • Skærme, dæk og slanger

  • Lygter og reflekser

  • Og meget mere

Se de store udvalg på 1905.dk

Hjul, styr og lejer

Vil du blive klogere på, hvad der foregår inde i dit styr, løfter du cyklen, så den kun hviler på baghjulet. Hører du en knasende lyd, når styret drejes fra side til side, så skyldes det formentligt rust i lejerne inde i styrfittingen. Er styret løst, er der slør i lejerne. Et andet typisk styrproblem er, at gummihåndtagene skøjter rundt. Tag dem af og rens dem, og sprøjt hårspray ind i dem. Sådan sidder de ekstra godt fast på styret.

Din krankboks kan have samme problem. Du tjekker det ved at tage fat i pedalarmen og trække den let udad. Oplever du, at den er løs eller knaser, skal den udskiftes.

Har du ikke mod på at skille styrfitting og krankboks ad, så smut forbi din cykelsmed.

Lås og lygter

Driller din lås, så er det meget muligt, at den trænger til olie. Du starter med at give låsen olie i alle dens bevægelige dele – både der, hvor du stikker nøglen ind, og i selve låsemekanismen i den anden side. Du får størst succes med en tynd olie – for eksempel låsespray, som du sprøjter direkte ind i låsen og lader sidde.

Lyser din dynamolygte dårligt eller slet ikke, kan det oftes skyldes snavs eller en overrevet ledning. Synes du, at problemerne dynamoen virker uoverskuelige, så kan din cykelmekaniker let rede dig ud af kniben.

Læs også

Gode cyklistguides

Gør din cykel vinter- og forårsklar. Tjekliste til at købe el-cykel. Hjælp dit barn til at blive en sikker cyklist. Vi har guiden.

Se alle vores guides
Foto Marie Hald

Cyklistens færdselslov

Du skal som cyklist kende de særlige regler for cyklister. Vi har samlet lovens paragraf 49 og 50 til dig.

Se cyklistens færdselslov

Lær dit barn at cykle

Hjælp dit barn til at blive en glad og sikker børnecyklist og giv barnet gode vaner med til resten af livet.

Gå til lær dit barn at cykle-guiden