Test af fem elektriske
pumper — én dumper

Pumpe fra danske BikeAir. Her er brugsanvisningen ovenikøbet blevet oversat til dansk. Pumpen, jeg tester, er en ombytter. Første eksemplar, jeg fik i hænderne, virkede ikke. Så jeg kontaktede BikeAir og fik hurtigt et nyt eksemplar. Fair nok. Den nye tænder med det samme og virker, som den skal. Pumpen rammer præcist de 3,0 bar på cirka 30 sekunder. Dog øges tidsforbruget med 1-2 sekunder for hver gentagelse.

Jeg stresser alle pumperne ved at bruge dem nonstop til batteriet er dødt. Efter syv gange er der ikke mere power i BikeAir. Designmæssigt har BikeAir ligesom CYCPLUS placeret display og knapper, så de kun vender opad, når man holder pumpen ned mod jorden. For mig giver det ingen mening. CYCPLUS er en lille smule mindre, og pumper en lille smule hurtigere. Til gengæld udmærker BikeAir sig ved at være den billigste af de tre små hurtige pumper, vi afprøver i testen. Til en pris på 599 kroner kan de fleste nok leve med, at det lige tager et par sekunder længere at fylde luft i dækket. Så bedst til prisen.

CYCPLUS AS2 pro er testens letteste og mindste pumpe. Den føles mini og ligger godt i hånden. Maskineriet tændes med et langt tryk på en knap. Dernæst indstilles lufttrykket i bar eller psi; + for mere og - for mindre. Der medfølger en engelsk brugsan­visning, men pumpen er så nem at betjene, at det kan klares uden manual. Jeg indstiller trykket til 3,0 bar, sætter pumpen på venti­len og trykker på ON-knappen: Brrrrrrrrrrr. 28 sekunder senere er dækket fyldt, og pum­pen stopper automatisk. Jeg kontrollerer dæktrykket: Pengene passer. Jeg genta­ger øvelsen. Igen og igen og igen. Efter syv pump fra tomt dæk er batteriet dødt. Det er godkendt. Larmen har jeg efterhånden væn­net mig til.

Til gengæld er det irriterende, at display og knapper er placeret på den “forkerte side”. Det vil sige ned mod jorden og væk fra mig, når ventilen står i klokken 12-position. Det lugter af en designfejl fra en ingeniør, der ikke selv kører på cykel. Ser man bort fra denne dumme skavank, er pumpen super­handy og utrolig effektiv. Testens hurtigste.

Muc-Off er testens dyreste pumpe, og dens finish signalerer, at her får forbrugeren et såkaldt premium produkt. Kabinettet er her en smule større og ligger knap så godt i hånden. Larmen er præcis den samme som andre pumper: Brrrrrrrrrrr. Muc-Off bruger 30 sekunder på at ramme 3,0 bar. Det gør den otte gange, før batteriet er dødt. Funktionaliteten er mage til den på pumpen fra CYCPLUS. Tænd/Sluk samt indstilling af lufttryk i bar og psi. Her har fabrikanten husket at vende displayet rigtigt. Det er rart at kunne følge med i, hvad der foregår skærmen, og faktisk kunne se de knapper man skal betjene.

Muc-Off er ikke billig. Men den leverer varen, uanset om den ligger hjemme i skuret eller har en fast plads i pendlerens taske. Ud over en heftig pris på knap 1.000 kr. er min eneste indvending, at pumpen gerne måtte være en lille smule mindre.

Pumpe nr. 4, Witt Compact, er som at løfte en mindre håndvægt. Knap 500 gram føles tungt for en transportabel pumpe. Designet er aflangt og minder om en stavlygte. I modsætning til de tre første test-kandidater skal man her skrue en løs slange på, før pumpen er klar til brug. I min bog trækker det ned. En skønne dag er slangen forsvundet eller glemt, og så er pumpen værdiløs.

Det digitale display præsenterer flere forskellige valgmuligheder; ønsker jeg at pumpe en fodbold? Skal det være bar, psi eller kg? Jeg har med vilje ikke læst manualen på forhånd, og uden vejledning giver flere af valgene ingen mening. Jeg bladrer hen til cykel-ikonet, indstiller lufttrykket til 3,0 bar og trykker. Brrrrrrr. Lyden fra pumpen er stadig høj, men motoren kører færre omdrej­ninger. Witt-pumpen lyder næsten som en gammeldags fiskekutter.

Et minut og 18 sekunder. Kombineret med den upraktiske facon, løse pumpeslange og tunge vægt er jeg tæt på at dømme Witt Compact Air ude af spil­let. Men batteriet redder den på stregen. Witt udmærker sig ved at have nærmest uendelig levetid. 15 (meget lange) repetitioner gør pumpen til test-vinder i udholdenhed. Witt er helt sikker rigtig fin i cykelskuret eller en campingvogn. Men med på farten i en saddelta­ske eller jakkelomme dur den bare ikke.

Testens billigste kandidat har samme form som en walkman anno 1986. Og vejer omtrent det samme. Nostalgikere vil glædes over, at Lampa bruger ægte gammeldags batterier; skønt at slippe for endnu et device at lade op. Andre vil bare synes, at det er håbløst umoderne.

Design: Ingen overflødige dikkedarer. Intet digitalt display, ingen mulighed for at forprogrammere dæktryk i psi eller bar. Ingen batteriindikator. På Lampa findes der én eneste knap, som styrer hele to funktioner; pumpe og lommelygte. Begge dele på samme tid er dog ikke muligt. Her skal det i øvrigt nævnes, at ON-funktionen på Lampa er placeret, så pumpen starter ved blot den mindste berøring. Således har producenten utilsigtet skabt potentiale for diverse pinlige og muntre indslag i hverdagen; pludselig tænder apparatet i håndtasken.Tilkobling sker med en kort slange, der skrues fast på ventilen.

Da der ikke kan vælges dæktryk på forhånd, må jeg stole på mine sanser. Pumpen starter med den sædvanlige hakkende lyd. Tiden går og går. Lampa bruger to minutter på at nå tre bar og løber således med titlen som testens sløveste kandidat. Så er det batterilevetiden. Efter ti forsøg er der stadig power, men motoren er gået væsentlig ned i omdrejninger. Stopuret viser, at det nu tager mere end tre uendelige minutter at ramme de berømte 3,0 bar. Gør den sit job? Ja. Ville pumpen have været et teknologisk vidunder tilbage 1980’erne? Ja. Ville jeg gide at have den liggende i mit skur eller min cykeltaske? Nej, og det ville du heller ikke. Så, dumpet.