Kom godt i gang med cykelleg
Det første skridt til at kickstarte cykelglæden og hjælpe børn til at blive en glad og sikker børnecyklist er at lege cykellege. Er du forælder, pædagog eller lærer - vi hjælper dig godt i gang med cykelleg.
Cykellegene, som Cyklistforbundet har udviklet sammen med erfarne bevægelsespædagoger, er nemme at sætte i gang og kan tilpasses til børnenes alder og kunnen.
At kunne cykle øger børns selvværd og selvtillid, og cykelleg har masser af udfordringer til både førskolebørn, børn i indskolingen og børn på mellemtrinet. Allerede fra 2-årsalderen kan børn begynde at øve sig på en løbecykel.
Her på siden finder du inspiration og guides til at lege cykelleg.
Til dig, der er pædagog: Cykelleg handler om mere end at lære børn at cykle. Der er masser af motorik i at lære at styre sådan en cykel, og cyklen er et oplagt redskab til at arbejde med krop og bevægelse. Samtidig styrker cykelleg børns udvikling både fysisk, psykisk, kognitivt og socialt. Derfor kan du som pædagog bruge cykelleg til at arbejde med de seks pædagogiske læreplanstemaer for vuggestuer og børnehaver. 'Cykelleg' giver fx rig mulighed for at arbejde med sociale kompetencer og sprog: Legene lærer børnene at tage hensyn til hinanden og mindsker konflikter mellem børnene.