Danskerne: Vi skal prioritere cyklerne af hensyn til klimaet

Der er klare regionale forskelle på danskernes holdninger til cyklen og til at prioritere cykelområdet. Men en ny Megafon-undersøgelse, som Cyklistforbundet har taget initiativ til, slår fast, at danskerne ønsker at prioritere cykelområdet, især fordi det er godt for klimaet og sundheden.

Undersøgelse udgivet 1. april 2019

Hvor især indbyggere i hovedstadsområdet mener, at bedre muligheder for at kombinere cykel med offentlig transport vil få dem til at cykle mere, efterlyser især nordjyder flere cykelstier. Men at cyklen er god for især klima og sundhed mener stort set alle danskere.

- Undersøgelsens resultater sender et klart og vigtigt signal til politikerne. Danskerne ser cyklen som en vigtig del af løsningen, når det handler om at skabe et mere klimavenligt og bæredygtigt samfund, siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.

Med undersøgelsen Danskerne om cykellandet Danmark er et repræsentativt udsnit af danskere over 18 år blevet spurgt om holdninger til et cykelvenligt Danmark. Undersøgelsen, der er gennemført af analysebureauet Megafon for Cyklistforbundet, viser en overvældende opbakning blandt danskere til at fremme bæredygtig udvikling og prioritere cyklisme.

Næsten alle deltagere i undersøgelsen (95%) er helt eller overvejende enige i, at Danmark skal arbejde for at fremme bæredygtig udvikling. Størstedelen (84%) er desuden helt eller overvejende enige i, at vi i Danmark bør prioritere cyklisme og forblive et cykelland.

Når der bliver spurgt ind til begrundelser for, hvorfor Danmark bør prioritere cykelområdet, træder tre hovedårsager frem: 87% mener, at cyklen er godt for klima og miljø. 87% mener, at cykler skaber bedre folkesundheden og mindsker de offentlige sundhedsudgifter. 66 % mener, at cyklen vil mindske trængslen på vejene og mindske bilkøerne.

Regionale forskelle

Der træder flere klare regionale forskelle frem i undersøgelsen. For eksempel mener ni ud af ti i Region Hovedstaden, at cyklen er god for klima og miljø. Det mener kun otte ud af ti i Region Syddanmark.

Hvor især indbyggere i hovedstadsområdet mener, at bedre muligheder for at kombinere cykel med offentlig transport vil få dem til at cykle mere, mener især nordjyder, at flere cykelstier vil få dem til at cykle mere.

Ser man på kønsforskellene, viser det sig, at mænd vil have cykelstier og færre stop for at cykle mere. Kvinder vil have mindre trængsel på cykelstien.

UDVALGTE RESULTATER

Undersøgelsen 'Danskerne om cykellandet Danmark' er en repræsentativ undersøgelse blandt 1.207 danskere over 18 år. Den er foretaget af Megafon januar 2019 for Cyklistforbundet i forbindelse med lanceringen af Cyklistforbundets udspil CYKELLAND.NU.

Danskerne syn på et cykelvenligt samfund

  • 95% angiver at de er overvejende enige/helt enige i, at det er vigtigt, at Danmark arbejder for at fremme bæredygtig udvikling

  • 84% angiver, at de er overvejende eller helt enige i, at Danmark bør prioritere cyklisme

  • At cykling er godt for folkesundheden og mindsker de offentlige sundhedsudgifter (87%), godt for klimaet (87%) og mindsker trængslen (66%) er de mest populære grunde til, at respondenterne er enige i, at Danmark bør prioritere cyklisme

  • Jo yngre man er, desto mere mener man, at cyklen kan gøre en positiv forskel for klima og miljø. Det mener 95% af 18-29 årige mod 82% blandt de 40-49 årige.

  • Signifikant flere i Region Hovedstaden angiver, at cyklen er god for klima og miljø (90%) sammenlignet med gennemsnittet (87%), mens andelen i Region Syddanmark ligger nede på 80%.

Sådan oplever danskerne cykelforhold i eget lokalområde

  • Tre ud af ti danskere (35%) mener, at der mangler cykelstier der, hvor de bor og færdes. Signifikant flere i Region Nordjylland (50%) og færre i Region Hovedstaden (25%) angiver, at de er overvejende enige/helt enige i sammenlignet med gennemsnittet (35%)

  • Knapt hver tredje dansker (29%) oplever, at cykelstierne er i for dårlig stand

  • Seks ud af ti danskere (59%) er overvejende/helt enige i, at det er trygt at cykle der, hvor de bor

  • Hver femte dansker (20%) er overvejende uenige/helt uenige i, at det er trygt at cykle der, hvor de bor. I Region Nordjylland er hver fjerde (25%) overvejende/helt uenige i, at det er trygt at cykle der, hvor de bor.

Danskernes ønske om at cykle mere (spørgsmålet er kun stillet til ikke høj-frekvente cyklister)

  • Fire ud af ti af de ikke højfrekvente cyklister (42%) vil gerne cykle mere, end de gør i dag. 39% kunne det i nogen grad

  • Signifikant flere blandt de mellemfrekvente cyklister (49%) kunne i høj grad/i meget høj grad tænke sig at cykle mere sammenlignet med gennemsnittet (42%).

Det kan få danskerne til at cykle mere

  • Blandt de højfrekvente cyklister kunne flere bedre cykelstier (31%), cykelstier i grønne områder (32%) samt færre stop og hindringer på ruten (29%) få dem til at cykle mere.

  • Mænd vil have cykelstier og færre stop for at cykle mere. Kvinder vil have mindre trængsel på cykelstien. Flere mænd (22%) end kvinder (16%) svarer, at flere cykelstier kunne få dem til at cykle mere. Flere mænd (15%) end kvinder (10%) svarer, at færre stop og hindringer kunne få dem til at cykle mere. Omvendt svarer flere kvinder (11%) end mænd (6%), at mindre trængsel på cykelstierne kunne få dem til at cykle mere.

  • Flere i Region Hovedstaden (26%) og færre i Region Sjælland (11%) og Region Syddanmark (11%) svarer, at bedre mulighed for at kombinere cyklen med offentlig transport ville få dem til at cykle mere.

  • 34% af de respondenter, der har angivet bil som primært transportmiddel, er overvejende enige eller helt enige i, at de ville cykle mere, hvis de havde en el-cykel. Det er signifikant flere end gennemsnittet (26%).

Læs også

Få nyhedsbrevet

Tilmeld dig et af vores nyhedsbreve og følg med i arbejdet for cykelsagen, få nyt om børn og cykling eller lad de bedste tilbud fra vores butik dumpe ind i din mailboks.

Se vores nyhedsbreve

Magasinet Cyklister

Et magasin om det, som cyklister går op i. Cyklister udkommer fire gange årligt - hver gang med et aktuelt tema.

Se magasinet

Det laver vi

Vi står bag indsatser, som får flere til at cykle, som gør det mere sikkert at cykle, og som bidrager til at bruge cyklen som løftestang til en sundere, grønnere og mere bæredygtig verden

Det laver vi