Der er så dejligt på landet - bare ikke på cykel!

Leder i CYKLISTER #2 2022 af landsformand Jens Peter Hansen

Der er så dejligt på landet. Det kan jeg bekræfte, da jeg selv bor på landet lidt uden for Hvidsten 13 km nord for Randers. Men idyllen går fløjten for mange, hvis man ønsker at cykle ind til byen. Det gælder også for os. Vi skal cykle syv kilometer på veje med 2.000 - 3.000 køretøjer, inden vi kommer hen til en cykelsti. Min kone tør kun at cykle, når der er dagslys; hun cykler der ikke, når det er mørkt, fordi hun føler sig utryg. Og når hun kommer hjem, er hun ofte frustreret over bilerne, der su­ser tæt forbi hende.

Som du kan læse i vores tema i dette nummer, er det desværre mere normen end undtagelsen for os der bor på landet, at det på ingen måde føles sikkert – eller ER sikkert – at cykle. Måske vover man sig selv ud på vejene, men hvis man ikke tør sende sine børn ud på dem, er det for utrygt.

Stort set alle vil med smil på læben kunne el-cykle 10-15 eller 20 km fra landet ind til byen. Det vil også fremkalde smil hos bilister: Hver gang der flyttes en bagdel fra sæde til sadel, får de mere plads. Det sker bare ikke, hvis det er utrygt, og man nærmest frygter for sit liv, fordi biler suser tæt forbi. Har du prøvet fornemmelsen af en stor lastbil, der suser tæt forbi dig med 90 km i timen, og nærmest skubber dig i grøften, ved du, hvad jeg taler om. Derfor forslår vi i Cyklistforbundet, at der i otte ret­ninger og ude fra en 12 til 15 km etableres en tryg og sikker cykelinfrastruktur ind mod de større pro­vinsbyer.

Jeg sidder i byrådet i Randers (V), og jeg vil sige til mine kollegaer landet over, at hvis man går ind for både landdistrikter og grøn omstilling, bør man også gå ind for flere cykelstier – ellers hænger det ikke sammen. Behovet er bestemt ikke blevet mindre efter kommunesammenlægningerne, hvor sko­ler er nedlagt og en masse andet centraliseret. Vil man forbedre sundheden, reducere trængsel, mindske transportens klimaaf­tryk og tiltrække ressourcestærke borgere til landdistrikterne, må politikerne prioritere sikkerheden for cyklister. En cykelba­ne på vejen eller en 2-minus-1 vej er bedre end slet ingenting. Det hjælper noget, hvis farten kommer ned på 60 km/t.

For det skal altså kunne lade sig gøre at bo på landet i Danmark i 2022 – også på en grøn og klimavenlig måde. Med fremkomsten af elcykler og el-ladcykler har der aldrig været bedre mulighed for at vælge bilen fra, men det kræver, at sik­kerheden for cyklister er meget bedre, end den er i dag.

Støt cykelsagen - og træk det fra i skat

Du kan støtte Cyklistforbundets arbejde for cykelsagen på mange måder.

Det arbejder vi for

Danmark har brug for flere cyklister. Cyklister har brug for bedre forhold

Podcast: Jernhesten

- en podcastserie om at cykle sig til et godt liv og en grønnere verden