| Forsiden | Debat og presse | Høringssvar | Ture og billeder | Viden | Om os | Kontakt |

28. januar 2020

Tid eller liv? Prioritering af sparsomme trafikmidler

Randers er en fattig kommune. Politikerne bør derfor hele tiden prioritere: Hvad er vigtigst? Hvordan skaber vi størst nytte eller velfærd?

Lige nu er byrådet i gang med en sådan prioritering af, hvordan 2.3 mio. uforbrugte kr. afsat til ”Diverse vejprojekter” skal anvendes. Et enigt Miljø- og teknik udvalg fulgte forvaltningens indstilling om, at pengene skal bruges til at spare lidt tid for busserne ved at bruge 0,6 mio. på en busvendeplads og 1.7 mio. kr. på en venstresvingsbane på Paderup Boulevard ind til Minervavej - svingbanen vil nok kunne spare busserne i myldretiden for et minut eller to.

I Cyklistforbundet undrer vi os over, at politikerne øjensynlig prioriterer tid over liv. Der er i Randers kommune i de seneste år dræbt to cyklister på landeveje, hvor der ikke er cykelsti. Der er af cyklister indmeldt 222 steder, hvor vi som cyklister ikke føler sig trygge – og hvad med alle de, der ikke tør cykle på Hammelvej, Randersvej, Gammel Viborgvej, Hadstenvej, Mariagervej, Hadsundvej, Udbyhøjvej, Nedre Vej, Clausholmsvej osv.?

15.000 af kommunens borgere er fysisk inaktive og 41.000 er overvægtige – det koster liv og livskvalitet. Hvad med at række dem en hjælpende hånd ved at gøre det trygt og sikkert at (el-)cykle til arbejde? Der er immervæk 25.000, der har under 15 km til arbejde.

Antal dræbte og tilskadekomne i trafikken var støt stigende i Randers i 2016 til 2018. Andel ture på cykel har været støt faldende siden 2012. Jeg behøver næppe henvise til nogen statistik for at overbevise om, at bilisterne spilder mere og mere tid i trafik køer. Det kan jo ikke overraske: Hver gang en bagdel flytter sig fra den utrygge cykel saddel til det super beskyttede bilsæde, bliver der naturligvis mindre plads på vejene.

Politikerne bør revurdere deres beslutning om brugen af de 2.3 mio. Ikke af hensyn til vi cyklister – kommer vi herfra lidt for hurtigt ved mødet med køleren på en bil, har vi jo haft mange skønne timer på cyklen. Gør det af hensyn til de mange, der gerne vil cykle, hvis det er trygt og sikkert, og som derved vil bidrage til besparelser på sundhedsudgifter, skabe mere plads til bilisterne og sikre bedre miljø og klima for os selv, vore børn og børnebørn.

Jens Peter Hansen
Formand for Cyklistforbundet i Randers