Jeg har været medlem af Cyklistforbundet i 4½ år og har hele tiden været i den lokale afdelingsbestyrelse, de sidste 3½ år som formand.
Jeg er biolog, kandidat i dyrefysiologi fra Aarhus Universitet, PhD fra Tübingen. Jeg forsker i hvaler og flagermus’ ekkolokalisering, med opgaver i programmering og signalanalyse i akustik, nerve-, sanse- og respirationsfysiologi på Aarhus Universitet.
Mange af de tiltag, vi har diskuteret i bestyrelsen i Aarhus, er nogen, der ikke kan gennemføres på kommunalt niveau. Jeg er overbevist om, at vores århusianske problemer og ideer deles i de fleste afdelinger.
Skattefordel. Cyklisterne ser aldrig en øre af de mange penge, deres flittige cykelpendling bidrager til samfundet med i form af vores lange sygdomsfrie skattebidrag over et længere arbejdsdygtigt liv, den manglende slitage på vejnettet, den meget lavere stressinducerende støjbelastning, den CO2 frie transport, der ikke skal ryddes op efter i mange år i fremtiden, den manglende partikelforurening, der sparer vores medborgere for sygdom og død, og vores natur for mikroplast fra dæk og den nedsatte belastning af vores overbebyrdede elnet, der i virkeligheden ikke er klar til elektrificering af bilparken. På min arbejdsplads har jeg ret til at parkere gratis, hvilket i virkeligheden er et frynsegode kun til de ansatte, der kører i bil, og til en værdi af ca. 3000 kr om måneden. Skattefrit. Mens de, der cykler mindre end 24 km, og som bidrager positivt på alle disse områder, får et bøjet søm at trutte i. Vi skal have ændret det fradrag. Det ER på programmet, I know … vi må gøre noget mere.
Politisk strategi. Transportministeriet kommer aldrig til at være cyklisternes ven. Der kan sidde transportministre med hjertet på rette sted, men kerneholdningen hos de ledende embedsmænd er, at Danmark er et billand, fordi det er et parcelhusland, og transportministre er notorisk kortlivede. Bliver der mindre biltrafik, bliver der mindre omsætning i ministeriet, og det er ikke et succeskriterium. Vi kan ikke vinde den kamp. Cyklistforbundet skal fokusere mere på at tage vores sag til Sundhedsministeriet og Finansministeriet og vise dem konsekvenserne på råderummet af mere cyklisme.
I Aarhus har vi forsøgt at slå på et simpelt princip for trafikplanlægningen: Hvis der ikke er cykelsti langs en vej, inden for Ringgaden, skal hastighedsgrænsen automatisk være 30 km/t. Hvis bilisterne vil køre hurtigere, må de arbejde på at få etableret en cykelsti. Men det kan ikke lade sig gøre, for det kræver nationale lovgivningsændringer.
Så jeg bliver nødt til at stille op til hovedbestyrelsen
Om fem år har Cyklistforbundet flere medlemmer end FDM. Ingen politiker tør foreslå trafikpolitiske tiltag, uden at have sikret sig opbakning fra CF.