Foto: Cyklistforbundet/Mikkel Østergaard

995

Vælg den rigtige børnecykel

Børnecykler skal være robuste og smarte – og helst ikke alt for dyre. Få et par gode råd her, når du skal vælge cykel til ungerne.

Af Cyklistforbundet

Regel nr. 1 er, at barnet skal kunne lide cyklen! Børn er modebevidste, og køreglæden vokser, når de selv vælger cyklen. Tag barnet med i butikken og prøvekør cyklen. Så er du også sikker på, at størrelsen passer.

Kig efter en robust cykel, for rigtig mange børn bruger cyklen hver dag og gerne leg – så den skal kunne holde til knubs. Cyklen skal selvfølgelig have reflekser, ringeklokke og to bremser, men derudover bør du vælge en cykel med så enkelt udstyr som muligt. Ekstraudstyr distraherer bare barnet og risikerer at gå i stykker.

Prismæssigt kan en god børnecykel koste næsten det samme som en voksencykel – der er jo det samme udstyr på. Kvalitetscykler fås dog i mange prislejer. Fravælg blot de allerbilligste, som hurtigt går i stykker og ikke kan betale sig at reparere. Eller køb en brugt cykel.

Størrelse

Det er vigtigt, at også den første cykel passer, og det frister måske at vælge en cykel, som barnet kan vokse med. Men i skolestartsalderen skal barnet kunne nå jorden med begge fødder, når det sidder på sadlen. Det giver god kontrol. For større børn kan det være tilstrækkeligt, hvis de kan nå med én fod.

Kommer barnet fra en løbecykel, er det vores erfaring, at overgangen til en cykel med pedaler er forholdsvis problemfri, da barnet allerede har en god balance.

Størrelsen på en barnecykel angives ofte med hjulstørrelsen i tommer og ikke som på voksencykler med stellets størrelse. Som tommelfingerregel kan man gå ud fra:

Alder Hjulstørrelse
3,5 -6 år 16 tommer
6-8 år 20 tommer
8-10 år 24 tommer
10-13 år 26 tommer

Udstyr

En barnecykel, der skal ud i trafikken, skal have det lovpligtige udstyr, såsom reflekser, ringeklokke og to bremser. Gear gør noget for køreglæden, især på længere ture. Et solidt støtteben beskytter cyklen, og et par gode skærme er praktisk, når der skal cykles i al slags vejr. Det er ikke så vigtigt om cyklen har håndbremser eller fodbremser. Det er vores erfaring, at børn generelt er meget lærenemme og hurtigt vænner sig til begge bremsetyper.

Indkøbstips

  • Lad barnet prøve cyklen før køb
  • Køb en cykel, der passer barnet
  • Vælg en cykel med enkelt udstyr
  • Sørg for at det lovpligtige udstyr er i orden
  • Køb ikke for billigt - det kan blive dyrt i længden
  • Husk også at købe en cykelhjelm

Emneord: Børn