Selv en rolling kan køre ræs

Team Sukkertoppens 11 ryttere er alle under tre år. Børnene har leget sig klar til ræs med Cyklistforbundets 'Cykelleg'.

– Viiii-gååå, viiii-gååå, viiiii-gåååå, viiiii-gååå, synger Karl-Gustav spontant, da startsignalet lyder.

Han og ti andre kortbenede cykelryttere skubber gang i løbecyklerne. Til hverdag går de i vuggestue, men i dag er de cykelholdet Team Sukkertoppen, og de er på vej ud på Børnehuset Kastaniebakkens årlige cykelløb i Rude Skov.

­– Karl-Gustav legede brandbil tidligere på dagen, så det er måske en sirene, oplyser pædagogmedhjælper Frederik Brøndum, der løber op langs feltet. Han skal frem og sikre, at sprinterne ikke forsvinder dybt ind mellem træerne, før resten af feltet når frem til skovbrynet.

Udrykningskøretøjet får selskab af andre lyde. Rytterne snakker og nynner. Der er mindst én, der brummer som en bil, og flere prøver deres cykelklokker af. I en uge har børnene leget på cykel hjemme på Kastaniebakkens parkeringsplads – og nu skal alt det nye, de kan, stå sin prøve i skoven.

Én for én triller røde, gule og blå løbecykler ind på en smal ridesti i skoven. Den er skiftevis mineret med rødder, mudder og hestepærer.

– Du kan nok se, at det er lidt krævende terræn herude. Men vi har jo øvet os hjemmefra. Så vi ved, at børnene er klar, siger pædagog Charlotte Amtsbiller.

I det samme vælter en rytter med blå lastbiler på bukserne. Han har mødt en rod og ligger nu på jorden med mudrede hænder, godt viklet ind i sin cykel. Men han græder ikke, og da Charlotte spørger, om han vil prøve at komme op selv – så rejser han sig møjsommeligt og kører videre.

– De kan mere, end de tror, når de finder ud af, at lidt knubs er okay. Så vi kommer ikke løbende og ser forskrækkede ud, hvis de vælter. Vi lærer dem at hjælpe sig selv, forklarer Charlotte Amtsbiller.

Frygtløs lykke og forsigtighed

Forude venter stejle bakker, hvor børnene vil få brug for alt, hvad de har lært. De skal kunne styre farten, holde kursen og balancen, læse de andres bevægelser, reagere hurtigt og huske at bremse.

Frygtløst drøner to drenge ned ad den første bakke. De lader tyngdekraften gøre arbejdet, mens de nærmest raller af lykke over rysteturen. Tre piger griber det anderledes an. De koncentrerer sig og slipper aldrig jorden med begge ben samtidig. Men ned, det kommer de.

­­ –Vores børn er forskellige, og nogle er mere forsigtige end andre. Men de er alle sammen meget komfortable på deres cykler. Det bliver de, når vi leger på cyklerne, konstaterer Charlotte Amtsbiller.

Hun hepper højt, da børnene skal op ad dén bakke, som de voksne kalder Alpe d’Huez.

Her okser de første bjergryttere direkte til tops. De næste kommer op med lidt møje. To bærer resolut cyklerne op. Og så er der Marius – han har både overskud til at køre op selv og til at smutte ned og hente to venner, der er væltet og kæmper med cyklerne midt på bakken.

­– Dét er da socialisering af allerfineste kaliber, er det ikke? spørger Charlotte Amtsbiller.

Hendes kollega Susanne Johansen smiler og trækker en velfortjent belønning op af rygsækken. Det er kanelgifler. Alle ved vel, at cykelryttere skal have kulhydrater.

Nul biler på parkeringspladsen

Ved børnehuset kører feltet samlet i mål til tonerne af Safri Duo. De har kørt knap fem kilometer, og nu bæller de vand og løber ind på deres stuer for at lege.

De voksne samles i Kastaniebakkens møderum, hvor de får selskab af stedets leder Mette Stobbe og pædagogen Niels Jacobsen, som står for cykeltræningen med de større børn.

– Cykelugen er simpelthen bare en festuge! De små var SÅ seje ude i skoven, hvor har de dog rykket sig, siger Charlotte Amtsbiller, da de har fået kaffe i kopperne og snakker om ugen, der er gået.

Når det er cykeluge, er børnehusets parkeringsplads spærret af for biler og omdannet til en cykellegeplads. Alle børn i vuggestuen og børnehaven har cykler med hjemmefra. Og i skuret ligger kegler, mælkekasser, trommer og bolde klar, så pædagogerne kun skal tænke på at lege og inspirere børnene.

Cyklistforbundets bog ”20 cykellege” bliver brugt flittigt, når pædagogerne lægger program for ugen. De har snart prøvet alle tyve lege – og i år har børnene fx fanget sæbebobler med én hånd på styret, leget kongens efterfølger og testet balancen på et vippebræt.

– Vi lader os inspirere af bogen, og så skruer vi selv op eller ned for sværhedsgraden, så alle vores børn kan være med. Det er vigtigt for os, siger Susanne Johansen.

Cykelleg er ren Pippi

Frederik Brøndum er yngste mand i teamet. Han er stadig under uddannelse, og for ham har cykelugen været lidt af en øjenåbner.

– Jeg ser nye sider af børnene, når de leger på cyklerne. Børn, der plejer at være lidt tilbageholdende og søge ro hos en voksen, finder pludselig ind i nye roller. De bliver helt grebet af legen og glemmer sig selv, fordi det er så sjovt.

Institutionens leder Mette Stobbe er enig. Hun mener, at der er noget Pippi Langstrømpe over det, cykelleg kan. Hun henviser til det kendte citat, hvor Pippi siger: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”.

– Cykelleg er så favnende en opgave for børnenes bevidsthed, at de slet ikke kan nå at tænke, ”det kan jeg ikke”. De gør det bare, og på den måde styrker legene børnenes selvværd. For de oplever jo, at de kan noget, og at de kan lære noget, siger Mette Stobbe.

De kan blive cyklister

Når et barn starter på Kastaniebakken, foreslår børnehuset altid forældrene at købe en løbecykel og bruge den i stedet for klapvognen. Opfordringen til at lade børnene være aktive er en fast del af velkomsten – og en rød tråd gennem de år, hvor børnene er i vuggestuen og børnehaven.

– Vi har kun cykeluge én uge om året – men vi har faktisk altid fokus på at cykle og bevæge sig, siger børnehavepædagogen, Niels Jacobsen.

Den næste måneds tid forventer han, at der bliver rift om børnehusets legecykler, fordi børnene har nyt mod og masser af ideer efter cykelugen. Og når Team Sukkertoppen og de andre vuggestuebørn en dag rykker op i børnehaven, ser Niels Jacobsen frem til at snakke med dem om cykler, skilte og trafik – og måske cykle en runde med dem i nabolaget.

– Man kan måske sige, at vi åbner et vindue ind i børnenes fremtid og viser dem, at de kan blive cyklister. Og hver gang vi ser gamle Kastaniebakkebørn cykle til skole, så bliver vi glade, siger han.

(Artiklen er skrevet af Rikke Faber til magasinet CYKLISTER. Foto: Anders Hviid.)