Da vi gemte os for politiet

Aktioner, hvor man måtte gemme sig for politiet, og 30.000 demonstranter på Rådhuspladsen. Magasinet CYKLISTER har i anledning af Cyklistforbundets 120 års jubilæum 17. oktober mødt fire af de mange ildsjæle, der stod bag 70’ernes og 80’ernes legendariske cyklistdemonstrationer og aktioner.
(Foto: Søren Svendsen, Københavns Museum og Jens Hasse)
Tekst: Christina Britz Nicolaisen.

Det lå ikke i kortene, at Margit Stein og Arne Vestergaard skulle engagere sig i Cyklistforbundet, da de meldte sig ind i 1974 – og slet ikke, at de få år senere skulle være med til at revolutionere forbundets arbejdsmetoder og samle tusindvis af cyklister på gaden til store, årlige demonstrationer. Det unge par skulle egentlig bare bruge et vandrekort, og dem kunne man købe billigt i Cyklistforbundet: ”Det virkede som en lidt støvet forening,” fortæller Arne: ”Men deres arbejde lød faktisk meget interessant, og når vi selv cyklede rundt i København, begyndte vi at lægge mærke til, hvor meget der kunne forbedres.”

Margit husker tydeligt frustrationen over de dårlige cykelforhold: “En dag blev jeg simpelthen så vred over, hvordan det var at være cyklist i København. Der var næsten ikke nogen cykelstier, og bilerne tog ikke hensyn til os. ’Vi må gøre noget!’, sagde jeg til Arne. Og så gik vi aktivt ind i Cyklistforbundet.”

Timingen var helt perfekt. Uden for det lille “støvede” forbund summede samfundet af fællesskab og energi i kølvandet på ungdomsoprøret i ’68. “Der var masser af demonstrationer og festivaler, og der var en stærk følelse af, at ‘vi gør det ikke alene, vi gør det sammen’,” husker Arne.

Tidsånden sivede også ind i Cyklistforbundet, hvor flere unge meldte sig ind. Aktivitetslysten voksede, og der blev nedsat udvalg – blandt andet ”Trafik og Miljø”, som Margit og Arne kom med i: ”Vi begyndte at indsamle data og analysere problemerne med bilos. Der var jo bly i benzinen, og osen var langt farligere end i dag,” forklarer Arne.

”Men vi fandt hurtigt ud af, at vi måtte på gaden, hvis der skulle ske noget,” siger Margit, og kort tid efter gik planlægningen af den første demonstration i gang. ”Faktisk holdt vi det første møde her i vores stue, i min farmors gamle møbler,” griner hun.

Datoen blev sat til 21. maj 1977, og den lille arbejdsgruppe knoklede hele foråret med at få tilladelse fra politiet, prøvekøre ruten, leje lydanlæg og lave pressemeddelelser, plakater, pjecer og klistermærker, der skulle sælges til demonstrationen. Under parolen ”Gør cykeltrafik til sikker trafik” mødte 2.500 cyklister op på Frederiksberg Rådhusplads og cyklede sammen i en lang ”cykelorm” mod Københavns Rådhusplads, hvor krav om bedre sikkerhed og flere cykelstier blev fremsat i taler.

”Det var en helt fantastisk dag! Vi var helt udmattede, men meget lettede over, at det gik så godt,” siger Arne, der i sin dagbog med velfortjent stolthed gjorde regnskabet op: ”200 nye medlemmer på selve dagen og 1.000 ark selvklæbende mærker solgt.”

Samme dag havde lokale kræfter også arrangeret cyklistdemonstrationer i Vejle, Svendborg, Aalborg og Aarhus, og også her bakkede mange op om Cyklistforbundets krav. Succesen var tydelig – også for hovedbestyrelsen, der ellers havde været skeptiske over for ideen, men som nu gav grønt lys til årlige demonstrationer.

12-stjernede demonstrationer

I de følgende år voksede ambitionerne, og fra 1978 blev demonstrationerne arrangeret som ”stjerner”, hvor man skulle cykle afsted fra mindst fem – og senere helt op til 12 – mødesteder. Til sidst skulle man samles på Rådhuspladsen eller ved Christiansborg.

”Stjernedemonstrationerne var fantastiske, men de mangedoblede planlægningsarbejdet,” husker Arne: ”Vi samlede alle de frivillige, vi overhovedet kunne få fat på. Nogen skulle jo holde styr på alle demonstranterne, og der skulle også sælges medlemskaber, flag og klistermærker. Det kunne vi ikke gøre i vores lille gruppe.”

Antallet af demonstranter voksede eksplosivt i de følgende år: 12.000 københavnere mødte op i 1978, og året efter anslog politiet, at 30.000 cyklister var samlet på Rådhuspladsen, mens mange tusinde også var på gaden i mindst 20 andre byer.

”Det var en helt vidunderlig følelse at cykle gennem byen i sådan en stor flok og være sammen om en fælles sag. Det kan jeg godt savne i dag. Vi ejede vejbanen, og politiet passede på os. Alle andre dage skulle vi kæmpe om pladsen,” siger Margit.

Den store opbakning til demonstrationerne kunne også aflæses i medlemstallet, der fra 1977 til 1980 voksede fra 5.000 til 20.000. Tilslutningen kulminerede i 1984, hvor over 32.000 cyklister havde medlemskort til Cyklistforbundet.

Aktivisme på tapetet

Sideløbende med demonstrationerne foregik der også et stort politisk arbejde i hovedbestyrelsen. I spidsen stod den populære formand Peter Elming, der med Margits ord både var ”en gudsbenådet taler og en stjerne på de bonede gulve".

Men nogle medlemmer mistede tålmodigheden med de langtrukne møder og processer og nedsatte et aktionsudvalg, der tog mere radikale metoder i brug. Det fortæller Leif Lønsmann (”Løns”) og Dorrit Brogaard, der begge var aktive i gruppen – og i stort set alle andre af tidens protestbevægelser:

”Det var jo græsrøddernes tid, og vi gik ustandseligt til demonstrationer. De fleste handlede om at sige NEJ til noget: Nej til biler, Nej til atomkraft, Nej til nedskæringer osv. Der var virkelig meget at være IMOD,” siger Løns og uddyber: ”I Cyklistforbundet tilhørte vi også ”nej-fløjen”. Vi syntes, at ”reformisterne” på den anden fløj spildte tiden med kedelige forhandlinger og kompromiser. Det gik for langsomt, og vi ville se resultater i en fart. Bilen ud af byen!”

Der var ofte god stemning mellem politi og demonstranter. Men enkelte gange måtte aktivisterne gemme sig for ordensmagten.

Statuer fik vat i ørerne

Opfindsomheden var stor i det nye udvalg, der fra 1979 arrangerede et væld af aktioner. I den muntre ende var fx en minigolf-aktion på byens hullede veje og en statue-aktion, hvor byens fine statuer blev iført mundbind og fik vat i ørerne som en protest mod byens luft- og støjforurening. Med køller slog aktivisterne også ”bilen ud af byen” til fastelavn med et ægte bilvrag, og om vinteren uddelte de prisen ”Den afskyelige snemand” for manglende snerydning på cykelstierne. I den mere alvorlige ende var en stor korsaktion på Rådhuspladsen, hvor hver aktivist symboliserede et offer for en trafikulykke og lagde sig ned, så de tilsammen dannede et stort kors. De tegnede også hvide kors på vejen på de farligste steder.

”Det var mode at være imod alting,” siger Løns. ”Men i dag er jeg mest glad for de aktioner, hvor vi kæmpede for – og ikke imod – noget. Cykelstier, cykelfelter, cykler i toget, grønne områder osv. Hvor der var et glimt i øjet, og hvor vi også viste løsningerne. Pedalkraft JA tak var bedre end Biler NEJ tak.”

Dorrit er enig og fremhæver en aktion, hvor de lavede ”cykelfelter” - en slags fodgængerfelter for cyklister, der skulle øge sikkerheden i kryds.

Under aktionen sneg 50 aktivister sig ud om natten og klistrede cykelfelter af tapet fast på asfalten: ”Alt var forberedt, for det skulle gå hurtigt! Det var jo en ulovlig aktion, og det endte da også med, at vi blev jagtet af politiet,” husker Dorrit, der selv måtte gemme sig bag en skraldespand i to timer, mens andre var mere uheldige og blev taget med på stationen.

Aktionerne i sig selv var dog ikke noget værd uden medieomtale, forklarer Løns: ”Hvis du står og spiller minigolf i Korsgade, og ingen ser det, er det jo ligegyldigt. Derfor havde vi altid et pressefoto og en kort tekst klar, som vi cyklede rundt med efter hver aktion. Teksten tilpassede vi hver avis, så de ikke skulle bruge tid på at skrive og redigere.”

Strategien virkede: Både aktionerne og demonstrationerne fik masser af omtale i medierne og opmærksomhed hos politikerne, og efterhånden blev cyklisternes forhold forbedret. Og mens Dorrit og Løns som unge aktivister ikke havde meget fidus til ”reformisternes” kedsommelige forhandlinger, er de i dag begge overbevist om, at det var summen af arbejdsmetoder, der skabte så store forandringer:

”Aktivisme og forhandlinger spiller sammen,” fastslår Løns: ”Ren aktivisme uden løsningsforslag fører ikke til noget. Men hvis man kun holder møder og skriver læserbreve, har det heller ikke samme power. Man har brug for begge ben – ligesom når man cykler,” griner han.

Aktivismen betød også, at man i forhandlingerne stod stærkere, påpeger Dorrit: ”Når man kan samle over 30.000 cyklister til en demonstration, lægger man pres på politikerne. De påstod jo, at der fysisk ikke var plads til cykelstier på fx Nørrebrogade og Vesterbrogade – og at det var teknisk umuligt at få cyklen med i toget nogensinde. Men begge dele lykkedes jo alligevel, efter at vi med vores aktioner havde vist vejen.”

”Det bliver nok ikke sidste gang …”

Op gennem 80’erne ændrede cyklistdemonstrationerne både karakter og navn til det mere familievenlige ”Cyklens dag”, og efterhånden stilnede også aktionerne af. ”Mange af de ting, vi havde kæmpet for, blev jo til virkelighed, og vi fik travlt med andre ting,” siger Leif.

I dag kan de tidligere aktivister nyde de resultater, de selv var med til at kæmpe igennem. Der er blandt andet kommet mange cykelstier og lavere hastighedsgrænser for biler. Og cyklen er blevet en velkommen gæst i toget – ja, endda helt gratis i S-toget. Men trafikbilledet har ændret sig radikalt, og der er stadig nok at kæmpe for, mener Margit:

”Det foregår stadig på bilernes præmisser, og cykelstierne i København er ét stort kaos. I dag skal ’rugbrødscyklen’ jo dele plads med elcykler, brede ladcykler, knallerter og løbehjul. Cykelstierne kan slet ikke følge med, og det ødelægger cykelglæden.”

Af samme grund har Dorrit valgt helt at parkere cyklen: ”Jeg går faktisk rundt til det meste nu, for jeg synes, der er blevet for hektisk på cykelstien,” siger hun. ”Så hvis Cyklistforbundet skulle lave aktivisme i dag, er det da oplagt at sætte ind her.”

Så burde Cyklistforbundet gå mere aktivistisk til værks i dag? Det kunne Margit godt tænke sig: ”Jeg savner den kampånd, hvor man gjalder ”Gør cykeltrafik til sikker trafik” ud over Rådhuspladsen. I dag skal man nok gøre det på en anden måde, men stadig med humor, visioner og optimisme.”

Til cyklistdemonstrationen i 1980 havde Margit og Arne trukket sig som arrangører, men Margit var med fra talerstolen og leverede et budskab, der kunne være skrevet i 2025:

”Vi er i dag mere end en mio. danskere, som dagligt bruger cyklen. Det er utroligt, at cyklen stadig prioriteres så lavt i den samlede trafikplanlægning trods energikrise og forureningsproblemer. At cyklen ikke opfattes som et middel til løsning af vores miljøproblemer.”

Og kampen for bedre forhold fortsætter i Cyklistforbundet i dag. For som Margit helt rigtigt konstaterede gennem højttaleren på Rådhuspladsen i 1980: ”Det bliver nok ikke sidste gang, vi må gøre opmærksom på de urimeligt dårlige forhold.”