Danskerne går op i cykling

Går danskerne op i cykling? Ja, det gør de. (Og allermest i agurketiden, hvor medierne mangler andre historier.)
Cykling i alle dens facetter har fyldt overraskende meget i den sidste halvdel af sommerferien og her i august.

Emnerne har været mange: Den pressede situation på cykelstierne i de store byer, ulykker og risiko, debat om lovkrav til cykelhjelm, delecykler der flyder i bybilledet, børn der cykler mindre, og turister der kæmper med at styre tunge el-dele-cykler på de danske cykelstier.

Selv om det har været agurketid, fortæller det noget vigtigt. Danskerne og medierne ser fortsat Danmark som et cykelland. Et land, hvor cykling betyder så meget, at næsten alle har en holdning til den, og hvor en diskussion om cykelstier, hjelme eller børns transportvaner hurtigt bliver til en debat om, hvem vi er som samfund.

Men sommerens mange historier har også afsløret en underliggende usikkerhed. For er vi stadig det cykelland, vi fortæller hinanden, at vi er?

Det spørgsmål rejste trafiksociolog Mathias B. Damsgaard for nylig i Ingeniøren, hvor han argumenterede for, at Danmark risikerer at hvile lidt for meget på fortidens meritter. Mens vi diskuterer detaljer og planlægger de perfekte løsninger, etablerer byer som Wien, Berlin og München ofte ny cykelinfrastruktur hurtigere og mere fleksibelt ved at omfordele pladsen i gaderne med en klat maling. Hans pointe er værd at lytte til, selvom vi er kommet noget længere her i landet.

For der er ingen tvivl om, at Danmark fortsat er blandt verdens stærkeste cykellande. Men der er heller ingen garanti for, at vi bliver ved med at være det. At være et foregangsland er ikke en tilstand. Det er noget, man skal gøre sig fortjent til igen og igen.

Derfor bør sommerens mange cykeldebatter ikke afvises som tom agurketidssnak. Tværtimod. De viser, at danskerne stadig engagerer sig i cyklen som transportmiddel, frihedssymbol og en afgørende del af vores hverdag. Det engagement er måske vores vigtigste styrke, så vi foretager de nødvendige investeringer og lovmæssige justeringer. Emnerne i sommerens debat er selvfølgelig nogle, vi arbejder med i Cyklistforbundet. Vi ønsker, at så mange som muligt cykler, og når trængsel på cykelstien, utrænede turister og en kaskade af elektriske køretøjer står i vejen for det, råber vi vagt i gevær.

Nogle forventer, at vi også skal komme med løsningen på alle problemerne og for øvrigt stå til ansvar for alle Danmarks omkring én million daglige cyklister og deres adfærd. Det sidste kan vi selvfølgelig ikke, og vi er ej heller politikere eller embedsfolk i kommunerne eller på Christiansborg. Det er dem, der i allerhøjeste grad skal finde løsningerne.