Fælles-Tour skal få flere unge op på cyklen

Der er både billetter til Grøn Koncert, Tinderbox og cykeludstyr på spil i Fælles-Tour for at få flere unge op på cyklen. Antallet af cykelture blandt alle unge mellem 15 og 20 år er faldet med 34 % siden 2010.

Flere unge vælger bilen frem for cyklen, når de skal til gymnasiet eller erhvervsskolen, og det betyder, at både motionen og den friske luft bliver nedprioriteret. For at vende denne udvikling har Cyklistforbundet sammen med landets regioner etableret kampagnen Fælles-Tour, der har til formål at få flere unge op på cyklen på vej til deres uddannelsessted. Kampagnen er gratis at deltage i, og man kan allerede nu tilmelde sig løjerne, der løber af stablen 13. - 26. april.

Når de unge hopper på jernhesten under Fælles-Tour, får de ikke bare motion og frisk luft, men også muligheden for at vinde lækre præmier til hele klassen. Der er både billetter til Grøn Koncert, Tinderbox og cykeludstyr på spil.

Præmierne skal lokke de unge op på cyklerne – og for manges vedkommende ud af bilen.

”Der er desværre alt for mange unge på gymnasierne, der ikke cykler, men fx vælger bilen hen til skolen. Det er en meget kedelig udvikling, som vi skal have vendt,” siger direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag. Tal viser, at flere og flere unge har adgang til bil og kører i bil til gymnasiet.

Også Anders G. Christensen (V), formand for udvalget for regional udvikling og EU og formand i Region Midtjylland, bakker op om, at flere unge skal op på cyklen:

”Cyklen øger både sundhed og trivsel og styrker fællesskabet blandt de unge. Og så er det godt for klimaet! Derfor er jeg glad for, at vi igen i år kan være med til at skyde gang i denne kampagne, som forhåbentlig vil hjælpe med at få flere op på cyklen,” siger han.

Kampagnen skal være med til at styrke fællesskabet i klasserne og på skolerne. Klasserne dyster sammen og mod hinanden og hjælper hinanden på cyklerne, så de har større chancer for at vinde præmier. Der er flotte klassepræmier og særpræmier på højkant for elever. Det er lærerne på gymnasierne og erhvervsskolerne, der skal melde klasserne til.

Fakta om unges cykling:

En undersøgelse fra 2023 viste:

  • Antallet af cykelture blandt alle unge mellem 15 og 20 år er faldet med 34 % siden 2010.
  • Antallet af cykelture blandt unge på ungdomsuddannelser (uanset alder) er faldet med 40 % siden 2010.
  • Flere og flere unge har adgang til bil.  Særligt antallet af familier med 2, 3 eller flere biler er eksploderet:
    • Antallet af familier med to biler er steget med 43 % fra 2010-2022.
    • Antallet af familier med tre eller flere biler er steget med 111 % fra 2010-2022.

Læs mere om Fælles-Tour her:
Fællestour