Kampagnen, hvor du får gode stænger, billet til fællesskabet og gratis sikkerhedstjek af din cykel
Der er nu åbnet for tilmeldingen til Vi Cykler til Arbejde, Danmarks største motions-kampagne på arbejdspladsen. Der er masser af præmier til de deltagende hold, og hovedpræmien er elcykler til hele holdet fra cykelmærket Merida.
Til maj er det tid at cykle til arbejde igen - hvis du da ikke gør det i forvejen. ‘Din billet til fællesskabet’ lyder årets slogan, der understreger, hvad Cyklistforbundets Vi Cykler til Arbejde-kampagne 2026 handler om.
”Vi lover gode stænger, højt humør og bedre kondi. Det handler om at have det hyggelig og sjovt samtidig med, at du bliver sundere, friskere og gladere. Kampagnen styrker fællesskabet på arbejdspladsen, hvor man både kan dyste mod de andre hold i virksomheden, andre virksomheder og internt på holdet,” siger projektleder på kampagnen Kasper Lundtoft Bentsen.
Cyklistforbundet inviterer derfor i år til at indløse en billet til et sjovt, hyggeligt og sundt fællesskab på arbejdspladsen, hvor der både er plads til grin og konkurrence.
”Cykler du længere end Magnus? Har du flere cykeldage end Maria? Har Emil fået kagetrofæet? Vi har mange sjove underkonkurrencer, og fx bliver der hvert år bagt op mod 4.000 kager til deltagerne i Vi Cykler til Arbejde. Når du bager til holdet, får du nemlig kagetrofæet,” siger Kasper Lundtoft Bentsen.
Alle deltagere i Vi Cykler til Arbejde får desuden chancen for et sikkerhedstjek af deres cykel.
Hovedsponsoren, cykelproducenten Merida, tilbyder via sit forhandlernetværk i Danmark Bike&Co et gratis sikkerhedstjek med en generel gennemgang at cyklens stand og sikkerhed.