"Det er en katastrofal udvikling for et land, der ellers bryster sig af at være et cykelland. På godt 30 år er andelen af børn, der cykler til skole, faldet dramatisk. Det kan vi slet ikke være tilfredse med,” siger Kenneth Øhrberg Krag, der er direktør i Cyklistforbundet.
Børn mister motion, frihed og selvstændighed
Ifølge Cyklistforbundet handler det ikke kun om transport, men om børnenes sundhed og frihed.
"Når børn cykler, får de daglig motion, de bevæger sig mere, og de opbygger vaner, der kan følge dem resten af livet. Cykling styrker både sundheden og selvstændigheden. Børn, der cykler, får frihed til selv at komme rundt i hverdagen. Derfor skal vi gøre mere for at gøre passive bagsædebørn til aktive cykelbørn. Og så viser undersøgelsen jo også, at godt halvdelen af forældrene faktisk ønsker, at deres barn cykler noget mere," siger direktøren.
Undersøgelsen viser samtidig, at når børn ikke cykler, bliver de i næsten halvdelen af tilfældene kørt i bil til skole. 46 procent angiver bilen som transportmiddel på de dage, hvor barnet ikke cykler.
Politisk mål fra 2014 er ikke blevet indfriet
I den seneste nationale cykelstrategi tilbage fra 2014 var det et erklæret mål at vende udviklingen og få flere børn til at cykle. Men det er ikke lykkedes.
"Det politiske mål var, at flere børn skulle cykle. Realiteten er, at færre børn cykler til skole i dag, end da strategien blev vedtaget. Christiansborg bør denne gang tage tyren rigtigt ved hornene og vedtage en langt mere ambitiøs national cykelstrategi med konkrete mål og langt flere midler. Hvis nuværende generation af børn ikke viderefører den hæderkronede danske cykelkultur, står vi på sigt med et samfund, hvor passiv transport og korte bilture bliver altdominerende," siger direktøren