Utroligt, at cykling er helt fraværende i valgkampen
Der bliver stort set ikke talt om cykling i valgkampen, og emnet er også stort set fraværende i kandidattestene. At det er sådan i cykellandet Danmark, er både utroligt og kritisabelt, siger Cyklistforbundet.
(Foto: Jens Hasse)
”Vi taler om en transportform, som både er helt afgørende for, at vores byer ikke sander til i trængsel, og for at vi har en god folkesundhed. At den er helt fraværende i valgkampen, undrer mig dybt, og det er virkelig ærgerligt. Når man fx tager en kandidattest, er der slet ikke nogen spørgsmål om cykling. Det er da underligt i cykellandet Danmark,” siger Cyklistforbundets forperson Jens Peter Hansen og fortsætter:
”Det danske sundhedsvæsen er en af vores stærkeste velfærdsinstitutioner. Men det er også under et pres, som kun vil vokse i de kommende årtier. En stor del af befolkningen bevæger sig for lidt i dagligdagen, hvilket øger risikoen for en lang række sygdomme. Vi ved, at daglig cykling er en af de bedste og nemmeste måder at forebygge livsstilssygdomme på, så det er utroligt, at der ikke er flere politikere, der taler om det i valgkampen, især fordi det faktisk er det emne, som, målinger viser, at vælgerne går mest op i,” siger Jens Peter Hansen
Danmark sakker bagud
Tal fra det Nationale Videnscenter for Cykelfremme viser, at cykling reducerer risikoen for tidlig død med 28 procent. Og for hver cyklet kilometer sparer samfundet 7,60 kroner.
”Det er jo så overbevisende tal, at vi selvfølgelig skal investere meget mere i cykling, end vi gør. Et land som Holland bruger jo meget mere end os pr. indbygger. Det gør de blandt andet, fordi de ved, at de får pengene flerfold tilbage i sparede sundhedsudgifter,” siger Jens Peter Hansen.
