”Du kommer jo også æg i en æggebakke!

Traume- og anæstesilæge på Rigshospitalet, Emilie Øberg, vil gerne forebygge de mange alvorlige trafikulykker med hovedskader. Derfor har hun startet initiativet Stands Ulykken.

Du har måske set Emilie Øberg i fjernsynet? Som en yderst effektiv traumelæge på Rigshospitalet, hvor hun som en orkesterdirigent tager beslutninger og giver direktioner, når en svært skadet patient ankommer til traumecentret efter en ulykke. Hun og hendes kollegaer står bogstaveligt talt med livet i hænderne, som også er titlen på udsendelserne på DR. Faldulykker, drukneulykker, skudsår, knivstik og ikke mindst trafikulykker er dagens orden. Mange gange lykkes det heldigvis at redde patientens liv – andre gange lykkes det ikke, eller patienten får varige mén. Oplevelserne på traumecentret har fået Emilie Øberg til at igangsætte initiativet Stands Ulykken.

”Vi ser menneskene bag de tørre tal. Vi ser de mennesker, der kommer alvorligt til skade, og deres pårørende; deres forældre, børn, kærester og koner. Så vi etablerede Stands Ulykken, fordi vi kunne se, at det ofte er de samme ulykker, der kommer ind igen og igen,” siger Emilie Øberg, der, når hun ikke har vagter som traumelæge, arbejder som børneanæstesilæge på Riget – hun bedøver patienter.

”Vi kan se nogle faktorer, som gentager sig. Og jeg havde et ønske om, at vi kunne komme ud og fortælle om noget af det, vi ser, og dermed kunne være med til at forhindre, at der sker nye ulykker.”

Rigshospitalet får ca. 900 patienter ind i traumecentret om året, og der vil cirka 40 procent af dem være trafikulykker. Cirka en tredjedel af dem er cyklister. Så omkring 13 procent af alle ulykker involverer cyklister.

Og Cirka halvdelen af de cyklister, vi får ind, vil have pådraget sig en traumatisk hjerneskade. Og hjerneskader kan jo spænde helt fra, at man får lidt hjernerystelse, eller får nogle flænger, der skal sys, til svære hjerneskader – og i sidste ende jo desværre også død. Faktisk er traumatisk hjerneskade den hyppigste dødsårsag hos tilskadekomne patienter i Danmark.”

Sænker risikoen til det halve

Emilie Øberg opfordrer derfor alle cyklister – børn, unge og voksne – til altid at bære cykelhjelm.

”Forskningen viser, at cykelhjelmen mere end halverer risikoen for både hjerneskader og for at dø i den ulykke, cyklisterne er i. Det er jo helt vilde tal, der viser, hvor meget den beskytter. Hvis du går ud i supermarkedet og køber æg, så kunne du heller aldrig drømme om bare at lægge dem løse ned i posen. Selvfølgelig putter vi dem i en æggebakke. Det er, fordi vi ved, at det er skrøbeligt og sårbart, og derfor skal det pakkes ind,” siger Emilie Øberg og uddyber:

 ”Det er sjældent, at vi kan vise en medicinsk intervention – et eller andet nyt stof – som simpelthen halverer risikoen for at dø. Det er overbevisende tal.” Hun oplever, at for mange patienter ikke har haft hjelm på. ”Jeg vil tro, at i runde tal har halvdelen af de cyklister, vi får ind, ikke haft hjelm på.

Men man kan sige, at de patienter, vi ser, er en udvalgt skare, forstået på den måde, at det er nogle patienter, som kommer så alvorligt til skade, at de kommer ind til os. Det vil sige, at alle dem, der er kommet lettere til skade, dem ser vi jo sjældent.”

Hvorfor stopper unge med hjelmen?

Emilie Øberg undrer sig over, at mange stopper med at bruge hjelm, når de er mellem 12-13 år gamle. I opgørelser blandt andet fra Rådet for Sikker Trafik ved man, at ca. 50 procent anvender cykelhjelm i bytrafik, men 80 procent anvender det i skoletrafikken. Så de bedre vaner fra barndommen, varer desværre ikke ved.

”Det er paradoksalt, at når vi har helt små børn, så pakker vi dem ind i vat, og vi googler, hvilken autostol der er bedst; Hvilken vej skal den vende? Hvilken cykelhjelm er bedst? Hvad er det økologisk bedste mad, man kan give dem? Når de bliver 12-13 år, så er det som om, vi forældre kan have en tilbøjelighed til at give lidt slip. Og så acceptere, at nu må børnene lade være med at cykle med cykelhjelm. Så ryger hjelmen. Og det er rigtig ærgerligt, da det også er i den alder, at risikovilligheden stiger,” siger Emilie Øberg. Hun undrer sig

”Vi elsker jo vores børn lige så meget, når de er teenagere, som når de er små,” siger Emilie Øberg, der slutter med, at du ikke kun skal bruge hjelm for din egen skyld.

”Jeg er helt sikker på, at ens familie, kærester, koner og mænd også vil være meget lykkelige for, at man bruger en cykelhjelm, og dermed potentielt forebygger en alvorlig hjerneskade eller død. Så det er også af kærlighed til ens pårørende, at man passer godt på sit eget hoved.”

Hvilken cykel skal du vælge?

Der findes mange forskellige typer cykler til ethvert behov. Læs med her, hvis du overvejer du at købe en ny cykel, men er i tvivl om hvilken slags, der er den helt rigtige for dig.

Læs guiden

Alt om køb af børnecykelhjelm

Hvor tit skal jeg købe ny cykelhjelm til mit barn - hvordan finder jeg den rigtige størrelse? Find svar på det og mere i Cyklistforbundets guide.

Læs guiden

Tjek og gør cyklen klar med dit barn

Der skal ikke meget til at holde en børnecykel godt kørende. Vi guider dig i, hvordan du og dit barn let kan gå i gang sammen.

Læs guiden