I Belgien kan du både cykle mellem trækroner og gennem vand

Af Pablo Celis, Niels Hoé og Troels Andersen (HB-medlem i Cyklistforbundet).
Artiklen er fra magasinet Teknik og Veje.

Belgien sætter nye standarder for oplevelser for cyklister og gående ude i naturen. I den nordøstlige del af Belgien er der i de seneste år etableret 3 markante vartegn og kunstværker, som giver nye fine oplevelser på de rekreative cykelture. Disse cykelprojekter bør give anledning til at etablere tilsvarende værker i den danske natur.


Mange kender Skovtårnet på Sydsjælland og Marsktårnet i Sønderjylland, der begge er markante vartegn for folk til fods. De fleste tager bilen derhen. Belgien har igennem de senere år etableret 3 tilsvarende projekter for cyklister og gående. I modsætning til de danske anlæg er de belgiske anlæg gratis at benytte, og de indgår som naturlige elementer i den rekreative cykelinfrastruktur. Og fremstår som egentlige destinationer – med andre ord er de en gå- eller cykeltur værd i sig selv.

Projekterne er etableret i de belgiske nationalparker mod nordøst.

Cycling Through Water

Cycling Through Water i Bokrijk ligger inde i Hoge Kempen national park ved Hasselt. Som navnet antyder, handler det om, at man cykler igennem vandet i stedet for over vandet. Der er tale om en stor sø midt i nationalparken, hvor cykelstien går midt igennem. Asfaltstien er lagt på søens bund, således at man cykler omkring 1,5 m. nede, og dermed har hovedet lige lidt over vandspejlet, og det er også muligt af cykle mens ens fingre leger med vandet.

Undervandsstien er 200 m. lang og blev indviet i 2016. I området er der forskellige anbefalede cykelruter i området på 6 – 56 km længde. Dette giver et stort frirum til at planlægge sin cykeltur alt afhængig af temperament og kondition. Anlægget af cykelstien blev kombineret med naturbevaringsprojekter i de omkringliggende damme. Dette resulterede i en forbedring af vandkvaliteten og en betydelig stigning i habitatet for padder. Under cykelstien er der en underjordisk krydsning. Padder har dermed mulighed for at bevæge sig uafbrudt mellem de to damme.

Cycling Through the Heathland

Cycling Through the Heathland ligger øst for Genk i Hoge Kempen national park. Der er tale om en 300 meter lang træbro i massivt tømmer med belægning af lyse betonplader, som minder om gamle træbroer over kløfter i jernbanens pionertid. Broens sider er meget høje, men i takt med, at man cykler op på den, kommer man gradvist op og får den fine udsigt over området. Den åbnede i 2021.

Broen er et projekt skabt på initiativ af Visit Limburg, som står for markedsføring af turisme i regionen.

Cycling Through the Trees

Cycling Through the Trees ligger et stykke nord for Hasselt i Pijnven naturreservat, som er en del af Bosland. Man cykler igennem 2 store cirkler i skoven og kommer op i 10 meters højde imellem trækronerne og ned igen. Stien er 700 m. lang og bygget af søjler i cortinstål og fornuftig nok ensrettet, da farten på vej ned igen fra trækronerne giver kilder i maven.

Broen er ligeledes et projekt skabt på initiativ af Visit Limburg. Den åbnede i 2019.

Refleksioner

Når man som dansker oplever disse cykelattraktioner, føler man sig sat lidt til vægs. Det er virkelige gode oplevelser, som man får, når man besøger disse steder. På en almindelig hverdag møder man mange cyklister ude i skovene – det er både sportscyklister, unge, par og ikke mindst store grupper af seniorer på elcykel. I weekenderne anslås det at op mod 5.000 besøger disse attraktioner dagligt.

Det er nemt at finde rundt i de store skove, fordi man konsekvent benytter knudepunktsystemet – noget der nu også er på vej i Danmark. Specielt til rekreative cykelture kan det virkeligt være nyttigt, da et stikryds i skoven typisk ikke hedder noget.

Hvis Danmark virkelig vil være et førende cykelland, må vi snart følge trop med belgierne og gerne overhale dem på dette område. Det kan lade sig gøre. Staten og turistorganisationer må sammen søge kontakt til de store fonde og skabe tilsvarende unikke projekter. Det vil være godt for turismen, økonomien og borgernes sundhed og velvære. Det er potentiale for, at der indirekte også skabes vækst i hverdagscyklismen, noget som vi i den grad har behov for i Danmark.

Limburg

Limburg er cykelparadiset i Flandern, Belgien. For 20 år siden opfandt Limburg et netværk af cykelknudepunkter. Dette er et netværk af forskellige cykelruter, der er forbundet med hinanden via knudepunkter (normale cykelkryds). Limburg har implementeret 2.000 km cykelstier i området og hvert år besøges området i gennemsnit af to millioner cyklister. Limburgs cykelrutenetværk er en af ​​hovedårsagerne til at besøge området.

Line Wagener med sin familie

Familie på fire tester Østersøruten

Danmarks længste nationale cykelrute er et overflødighedshorn af oplevelser og smukke landskaber, der med sine godt 800 kilometer snor sig igennem Syddanmark.

Læs guiden

Cykelferie for begyndere

Vil du ud på en længere cykeltur med overnatning - men er i tvivl om, hvordan du kommer godt afsted? Brug Cyklistforbundets guide.

Læs guiden

En kop kaffe på turen er en gave i sig selv

Claus Bonnevie pakker hverken madpakke eller en kold øl til sine cykelture i Nordsjælland. Han vil hellere hygge sig med en bolle med ost, et glas vin, en øl eller en kop kaffe fra en cafe eller en bod, han møder på sin vej.

Læs mere