Én fælles cykelhub i Prag, som samler pakkedistributørerne
Som følge af corona-nedlukningen i 2020 voksede pakkedistributørernes leverancer markant i Prag. Samtidig nedsatte byadministrationen tiltag, der skulle aflaste det offentlige rum. Byrådet i Prag måtte derfor tænke i nye baner for at sikre en effektiv og bæredygtig bylogistik. I juni 2020 lancerede de pilotprojektet med navnet Depot.Bike, som er et samarbejde på tværs af forskellige pakkedistributører om én fælles cykellogistik-hub..
Omlastningscentralen er placeret i centrum af Prag ved metrostationen Florenc på et område, der før var en privat parkeringsplads til ca. 30 biler. Her har hver aktør fået tildelt én eller flere containere, ligesom området rummer opvarmede faciliteter til aktørerne, herunder tekøkken, badefaciliteter, en universel ladestation til elcykler og en cykelservicestation.
Pakkedistributører som DHL, Express, GLS, Messenger, m.fl. er en del af Depot.Bike, og det er forventningen, at flere pakkedistributører løbende vil slutte sig fællesskabet af cykelleverandører.
Udover at Depot.Bike bidrager til mindre trængsel, mindre CO2-udledning og generelt et mere cykelvenligt og bæredygtigt bybillede i Prag, bidrager projektet også med intern erfaringsudveksling og fællesskab blandt de forskellige pakkedistributører, som kommer med hver deres oplevelser på cykelstien og hver deres specielle el-ladcykel.
I og med Depot.Bike er et pilotprojekt har det en udløbsdato, men hvis den løbende evaluering bliver bedømt positivt af pakkedistributørerne og Prags byråd, vil projektet kunne gøres permanent, og byadministrationen vil overveje at indføre regulering af indkørsel af lastbiler i Prags historiske centrum.