Naturcykling – friheden er det bedste

Måske tænker du ikke på dig selv som gravel-cyklist. Det gør jeg egentlig heller ikke. Men jeg elsker at cykle i naturen – og netop derfor foretrækker jeg ordet naturcykling. Det handler jo om at få oplevelser ude i det fri, væk fra trafik og støj, som du kan læse i temaet i dette nummer.

På mange måder har vi naturcyklister været forud for moden. I dag vælger mange brede dæk og grusveje frem for smalle dæk og asfalt. Ikke kun fordi det er blevet moderne, men fordi det giver en anden ro – en anden oplevelse.

Jeg genkender det Bo Wacker beskriver i bladet: glæden ved det ukendte og de små eventyr. Mange ser kun verden fra bilsædet og overser den grønne infrastruktur, der giver utallige muligheder i landskabet. På cykel får man friheden til at udforske – og i Danmark er der rigeligt at gå på opdagelse i.

Under corona-pandemien oplevede jeg det meget konkret. Jeg cyklede ofte alene rundt i lokalområdet og stødte sjældent på andre. Alligevel kunne jeg hjemme i nyhederne høre om trængsel i naturen. Men det var altid de samme steder, folk søgte hen. Det fik mig til at gå i gang med at synliggøre naturens stier og småveje på Google Street View – og siden er det blevet til over 8.000 km blå linjer, der inspirerer og støtter i planlægning af ture.

Og med en gravelcykel og let oppakning – måske bare en backloader, steltaske og et kreditkort – er du klar til den ultimative frihed: bikepacking. Jeg har netop deltaget i Tuscany Trail – 440 km i det toscanske landskab med 6.000 deltagere. Udfordrende, smukt, og fyldt med små landsbyer, der lokker med espresso og pasta. Jeg skal afsted igen næste år.

Danmark har et enormt potentiale for naturbaseret cykelturisme. Regeringens strategi for bæredygtig vækst i turismen nævner cykling – men slet ikke nok. Naturcykling er lig med lavt CO₂-aftryk, høj livskvalitet og en fantastisk måde at opleve sit land på. Friheden er det bedste.

Leder i Cyklister nr. 3 / sommer 2025 af landsformand Jens Peter Hansen

Læs også

Magasinet CYKLISTER

Et magasin om det, som cyklister går op i. CYKLISTER udkommer fire gange årligt - hver gang med et aktuelt tema.

Se magasinet
Cyklistforbundets logo

Få nyhedsbrevet

Hold dig opdateret på cykelområdet med vores månedlige nyhedsbrev.

Tilmeld dig her

Landsformandens ledere

Cyklistforbundets landsformand Jens Peter Hansen skriver lederen i medlemsmagasinet Cyklister. Altid om aktuelle emner.

Se landsformandens ledere