Cyklistforbundet søger: Praktikant til frivillighed, events og projektarbejde
Vil du prøve kræfter med frivillighed, events og projektarbejde i en ambitiøs NGO, der arbejder med vigtige dagsordener som cykelfremme, folkesundhed og grøn omstilling? Bliv praktikant hos os i forårssemestret 2027.
Vi kan tilbyde et praktikforløb til dig, der ønsker erfaring med en bred vifte af opgaver i en landsdækkende civilsamfundsorganisation.
Du vil bl.a. prøve kræfter med vores frivillige indsatser, hvor cyklen er omdrejningspunkt for meningsfulde fællesskaber og med events og kampagner, der alle har cyklen som løftestang til en sundere, sjovere og mere bæredygtig verden.
Du får erfaring med, hvordan en civilsamfundsorganisation arbejder med udvikling, planlægning og gennemførelse af frivilligprojekter og kampagner, og du bliver en vigtig del af et lille sekretariat, hvor vi tager ansvar og hjælper hinanden med stort og småt.