Foto: Cyklistforbundet/Mikkel Østergaard

979

10 råd til dig, der vil cykle langt

Vil du i gang med at cykle langt til arbejde? Glimrende ide – her får du 10 råd, der øger sandsynligheden for succes. Vi hjælper dig bl.a. med at snyde vanedyret, sætte realistiske mål og bruge energien rigtigt … der er også noget om kage!

Af Allan Carstensen og Rikke Ravn, Cyklistforbundet

1) Snyd vanedyret: Vid, hvad du cykler for

Du skal i gang med at gøre noget andet, end du plejer. Om lidt vil dit indre vanedyr protestere, så vær klar med glansbilledmappen: Vid, hvad du cykler for! Vælg frit mellem frisk luft, lys, god samvittighed, gode ben, mere energi, mindre livvidde, bedre kondi, færre sygedage, højt humør, god kulør, mental ro osv.


2) Giv dig selv en præmie

Lav en aftale med dig selv om, hvor meget du skal cykle i den kommende uge: Fem dage? Tre dage? Alle tørvejrsdage? Vær realistisk. Og tjek af med familien, at dine planer hænger sammen med deres planer. Lov dig selv en præmie, når du holder dine mål. De lækre solbriller, kage med tyk glasur – du vælger.


3) Få dig en god cykel

Du behøver ikke en dyr racer. Men når du cykler langt på daglig basis, er det en god ide at besøge  cykelhandleren og beskrive dine behov. Den rigtige cykel øger køreglæden markant, så en lang prøvetur er et must. Lån cyklen en halv time eller mere, før du investerer flere tusind kroner i et fast forhold med den.


4) Træd effektivt i pedalerne

Træd med forfoden, det giver den bedste udnyttelse af energien. Overlad den store klinge til Bjarne og de andre og træd hellere flere gange rundt i et let gear: Det skåner knæene, og det trætter mindre. Du får mere overskud til at klare modvind og bakker.


5) Plej din cykel – lidt er også godt

Cyklen kører lettere og punkterer sjældnere, hvis du har hårdt pumpede dæk. Gør også dig selv den tjeneste at smøre kæden fx hver tredje uge. Så ruller det hele bedre, og køreglæden vokser.


6) Køb en cykelcomputer

Det er svært motiverende at se sine kørte km tikke ind på den lille skærm!


7) Vær på forkant med vejret

Tjek vejret, før du tager af sted. DMI’s tjeneste "Byvejr" viser, hvornår det vil regne i dit område. Måske kan du cykle af sted lidt tidligere eller senere for at undgå en byge?


8) Klæd dig smart på

Du kommer sikkert til at svede lidt. Er du til lycra, bad og omklædning, så slå dig løs med et fuldt sæt cykeltøj, der holder dig varm og tør. Er rytterlooket ikke dig, så klæd dig på i flere tynde lag, så du kan tage et lag af, når du har fået varmen. Tip: Et par polstrede cykelunderbukser giver usynlig komfort på turen! 


9) Få alt med på cyklen

Hvor skal du have skiftetøj, laptop og indkøb? Glem tunge rygsække og livsfarlige plastikposer på styret. Cykeltasker til bagagebæreren fås til ethvert behov. Fra kontormappen over indkøbsnettet til klassiske turtasker, der rummer stort set alt.


10) Få de andre med

Svært at komme af sted alene? Aftal at følges med naboen. Eller tjek markedet for cykelapps – der findes flere apps, hvor du kan finde følgeskab og dele træningsresultater med andre. Det er også en god ide at være med i "Vi cykler til arbejde". For selv om du og dine kollegaer cykler hver for sig, så hepper de på dig og regner med, at du cykler point hjem til holdet. Og det er svært motiverende.

PS:
Har du længere til arbejde, end du orker at cykle, er elcyklen måske en mulighed. Eller du kan investere i en foldecykel, som du kan bruge til og fra toget.

Rigtig god tur!

Dét kan du gøre

  • Print guiden ud og hæng den op på køleskabet
  • Brug lidt tid på at sætte nogle klare mål for din cykling - og pral med dem, så du forpligter dig
  • Nyd det - det er en fornøjelse at cykle :-)