Freya læser eventyret højt for en skoleklasse foran et træ i den fortryllede skov

Eventyrsti skal gøre det mere sikkert at færdes ved Christianshavns Skole

Elevernes ideer skal forhindre trafikkaos ved skolen

Der kan næsten være trafikkaos om morgenen på Prinsessegade ved Christianshavns Skole, når en masse elever kommer cyklende, gående eller bliver sat af. Kan man gøre noget ved det? Det har nogle af de ældste elever på Christianshavns Skole arbejdet med at finde ud af, som en del af projektet Elever som trafikeksperter. Forleden fremlagde de deres ideer for de mindste elever fra 0. – 5. klasse og for Teknik- og Miljøforvaltningen i København.

En af ideerne var en eventyrsti ved skolen, der skal få nogle elever til at benytte en anden indgang, som kan fordele trafikken bedre. Den havde Freya Celina Lindahl Thyssen fra 6. C blandt andre været med til at opfinde:

"Jeg synes det var fedt, at vores ideer blev til noget. Vi fandt på ideen med en eventyrsti, der skal få flere elever til at bruge skolens anden indgang. Og sammen med en forfatter har vi skrevet et eventyr, der skal gøre det mere spændende at gå den vej."


Stien bag skolen er stille og rolig og ikke præget af det kaos, der kan være på Prinsessegade, men der er ikke mange elever, der benytter den. En anden ide var at etablere en afsætningszone for forældre, der skal aflevere børn i ladcykler. Eleverne har medvirket til at male ladcykelsymboler på asfalten, der markerer, hvor forældrene kan aflevere uden at skabe utryghed.

Der er store fordele i at involvere elever i at forme lokale trafikløsninger

Den socialøkonomiske virksomhed Trafik i Børnehøjde og Cyklistforbundet står bag projektet på skolen. Trafik i Børnehøjde har arbejdet med trafik- og cykelprojekter og elevinddragelse på over 150 skoler. Indehaver af Trafik i Børnehøjde, Johan Heichelmann deltog også i arrangementet på skolen:

”Det var en superfin dag på skolen. Det kan være ret kaotisk om morgenen på Prinsessegade og eleverne havde virkelig engageret sig i arbejdet med at finde nogle løsninger, og de kom med nogle meget spændende ideer. Der er store fordele i at involvere elever i at forme lokale trafikløsninger. Eleverne oplever, at det nytter at bidrage til at løse lokale problemer og at tage ansvar for samfundets problemstillinger. Og de sikrer det gode lokale løsninger, som ofte kan være et alternativ til dyre tekniske løsninger i kommunerne,” siger han.

Det bakkes op af skolepædagog på Christianshavns Skole, Danni Larsen:

"Det vigtige for mig er, at eleverne har fået ansvar for projektet. Det giver et stort ejerskab for eleverne, når de er med helt fra kortlægning af problemer til udførelse. Det er ikke nogle ideer, som de voksne har trukket ned over hovedet på eleverne. De føler at det er deres eget projekt."

Det gør en stor forskel for børns sundhed, når de cykler til skole. Men det skal føles trygt og sikkert, før man som forældre sender sit barn afsted

Cyklistforbundet er også en del af projektet, det fremmer nemlig cykling.

”Det gør en stor forskel for børns sundhed, når de cykler til skole. Men det skal føles trygt og sikkert, før man som forældre sender sit barn afsted. Derfor er det rigtig godt, at der sammen med eleverne er fundet gode løsninger omkring skolen. Og så håber vi selvfølgelig, at der er løsninger, som kan gøres mere permanente,” siger vicedirektør i Cyklistforbundet, Jane Kofod.

Freya Celina Lindahl Thyssen, Lilian Teirlynck og Vigga Bursche Larsen fra 6.C

Lilian Teirlynck fra 6.C var en af de elever, der ivrig deltog i arbejdet med at gøre det mere sikkert at færdes ved skolen.

"Jeg kunne godt lide, da vi skulle male træer til den fortryllede skov, og da vi skulle spraymale hinkeruder, som er en del af eventyrstien. I dag har vi læst eventyret højt for næsten alle klasser på skolen henne på stien."

Elevernes forslag til løsninger blev indført midlertidigt, og er i brug de næste 2-3 måneder. Projektet evalueres herefter og det vurderes hvordan de forskellige parter kan bidrage med at gøre trafikken mere tryg.

19. maj 2022

Cyklistforbundets skolekampagne får tusindvis af børn op på cyklen

Færre børn cykler, men heldigvis hjælper Cyklistforbundets Alle Børn Cykler-kampagne tusindvis af skoleelever til at cykle mere i hverdagen og inspirerer forældre til at bakke op om deres børns cykling og skabe sunde og selvkørende børn.

Læs mere

5. maj 2022

Børnehavebørn leger sig cykelsikre i maj med cykelleg

Lige nu leger mere end 16.500 børn fra 430 børnehaver i hele landet med i Cyklistforbundets børnehavekampagne Vi kan cykle! Cykelleg er en sjov familieaktivitet, så forældre får i kampagnen også tips til at lege cykelleg med deres børn derhjemme.

Læs mere

12. juni 2022

Kære skatteminister: Hjælp cyklisterne økonomisk

Klar opfordring fra Cyklistforbundet og det grønne partnerskab, Gate 21, i et åbent brev til skatteministeren: Indfør et cyklistbefordringsfradrag og fjern beskatningen på arbejdsgiverbetalte cykler.

Læs mere